23948sdkhjf

Millionudbud skal give teknisk skole nye rammer

Opgaven med at opføre og samle uddannelsesafdelingerne på Silkeborgs tekniske skole er nu sendt i udbud. Det anslås, at opgaven har en værdi af op mod 110 mio. kroner
Teknisk Skole Silkeborg skal have samlet sine uddannelsesafdelinger, og opgaven med at opbygge råhuset til den nye skole er nu sendt i udbud.

Storentreprisen dækker både over byggepladsindretning og drift, jordarbejde, kloakarbejde, betonarbejde, betonelementleverance og montage, stålarbejder, elevatorarbejde, facadelukningsarbejde, lette ydervægge samt tag- og membranarbejde, og opgaven vurderes samlet set at have en værdi af op mod 110 mio. kroner.

Udover de medtagne punkter har der været overvejelser om at inkludere byggemodningsdelen i storentreprisen, men det er fravalgt, og byggemodningsdelen bliver nu i stedet sendt i offentligt udbud parallelt med storentreprisen, oplyser projektleder Morten Pilgaard fra Årstiderne Arkitekter P/S, der er rådgiver på opgaven.

- Vi har valgt at gøre det på den her måde, fordi det har været vigtigt at få råhuset ud så hurtigt som muligt, så vi har en mulighed for at se, om budgettet holder. På den måde er der mulighed for at lave justeringer i projekteringen af de øvrige kommende udbud vedrørende de indvendige, tekniske adapteringsfag som for eksempel el- og vvs, som følger i foråret, siger han.

Mange funktioner

Den nye skole omfatter godt og vel 24.000 kvm fordelt på seks etager og rummer uddannelsesafdelingerne: Auto, Håndværk & Design, Hotel & Restaurent og HTX samt fællesarealer, administration, multisal, kælder og 80 elevbygninger.

- Det er en bygning, hvor man skal samle mange forskellige funktioner, og det kan selvfølgelig give anledning til alskens udfordringer, siger Morten Pilgaard.

Byggeriet planlægges udført fra marts 2015 til juli 2016, og for at blive prækvalificeret skal interesserede virksomheder være klar på at underskrive såvel arbejdsklausuler som sociale klausuler.

- Som teknisk skole vil de selvfølgelig gerne sende et signal om, at det er vigtigt at tage lærlinge, siger Morten Pilgaard.

Interesserede virksomheder skal desuden kunne fremvise en omsætning på minimum 80 mio. kroner eksklusiv moms i de seneste regnskabsår og en solidaritetsgrad på minimum 20 procent.

Hertil fremgår det af prækvalifikationsmaterialet, at udvælgelsen blandt de interesserede virksomheder - hvis muligt - vil fordele sig med to større virksomheder med en omsætning på over 400 mio. kroner og tre mindre virksomheder med omsætning under 400 mio. kroner. per år. Omsætningen beregnes som et gennemsnit over de seneste tre år, lyder det.

- Man ønsker at udvælge et så bredt felt som muligt for at sikre en så stor konkurrence som muligt, siger Morten Pilgaard til fordelingen.

Deadline for anmodning om prækvalifikation er mandag den 8. december kl. 12.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093