Trægrossist sælger forretning med hårdttræ fra
Global Timber overtager DLHs hårdttræs-forretning i Danmark
Direktør i Global Timber, Peter Bæk, fremhæver synergien i den nye konstellation:
- Global Timber er den førende danske og skandinaviske leverandør af hårdttræ fra seks kontinenter og står særlig stærkt inden for tropiske træsorter. DLH derimod er specialist i hårdttræ fra Europa og Nordamerika. Global Timbers overtagelse af DLHs hårdttræs-aktiviteter betyder derfor, at man vil kunne tilbyde kunderne en markant bredere produktportefølje, med endnu flere træsorter og kvaliteter at vælge imellem. Dertil kommer en styrket rådgivning og en forbedret logistik grundet et større ordre-flow, siger Peter Bæk.
Global Timber overtager tre ansatte fra DLH og dermed øges den samlede danske og skandinaviske salgsstyrke til i alt seks mand.
- Det betyder, at vi kan give vores danske og nordiske kunder en endnu bedre service end hidtil, siger Peter Bæk.
For DLHs nuværende hårdttræs-kunder bliver det "business as usual". Global Timber overtager den eksisterende ordrebeholdning på gældende vilkår. Tilbud og aftaler indgået med DLH vil fortsat være gældende.
Seks kontinenter
Global Timber er etableret i 2006 og importerer og eksporterer hårdttræ til og fra 35 lande på seks kontinenter.
Virksomheden tæller 22 medarbejdere, fordelt på hovedkontoret i Aarhus, salgskontor og lagerfaciliteter i Hovedgård og et kontor i Malaysia.
Cirka 70 procent af Global Timbers omsætning ligger i udlandet, og virksomhedens seneste regnskabsår viste en omsætningsstigning på 25 procent. Overtagelsen af DLHs danske hårdttræ-aktiviteter er en del af Global Timbers vækststrategi, der supplerer en satsning på international vækst med udbygningen af virksomhedens markedsledende position i Skandinavien.
Global Timber har fokus på miljø, bæredygtighed og sporbarhed og er blandt andet FSC- og PEFC-certificeret.