Internationalt felt i kamp om letbane
Fire konsortier prækvalificeret til at anlægge letbane i Aarhus
Anlægsselskabet Aarhus Letbane I/S har prækvalificeret fire konsortier til at give bud på opgaven, der både består af anlægsarbejde, teknik og toge. I alt syv konsortier havde ønsket at være med i udbudsprocessen, men tre er altså valgt fra.
De fire prækvalificerede er Siemens AG med Siemens A/S i konsortium med Strukton/Aarsleff, spanske OHL Group i konsortium med Vossloh, italienske Ansaldo STS Spa i konsortium med Stadler og Pankow GmbH samt Alstrom Denmark A/S i konsortium med Alstrom Transport SA.
Alle fire konsortier har ifølge Aarhus Letbane erfaring med letbaneprojekter.
Fire solide konsortier
Direktør for Aarhus Letbane I/S, Claus Rehfeld Moshøj, er meget tilfreds med kvaliteten af de fire konsortiers ansøgninger.
- Aarhus Letbane I/S har valgt fire solide konsortier til at deltage i udbuddet af letbanens infrastruktur og rullende materiel, siger Claus Rehfeld Moshøj i en pressemeddelelse.
- Fælles for de fire konsortier er, at de er økonomisk robuste og har teknisk erfaring med at anlægge letbane flere har erfaring med at levere nøglefærdige letbaneprojekter, mens alle har dokumenteret erfaring med at levere og vedligeholde tog. Jeg har fuld tillid til, at hvert af de fire konsortier kan bringe letbaneprojektet i Aarhus trygt fra start til mål, sådan at vi kan stå på og køre med den første letbane i Aarhus inden 2017, siger Claus Rehfeld Moshøj.
De fire prækvalificerede konsortier vil ifølge anlægsselskabet modtage udbudsmaterialet til transportpakken. Der skal afgives tilbud midt på sommeren, og kontrakt forventes underskrevet inden udgangen af 2013.
Letbanens første etape består af de nuværende lokalbaner Grenåbanen og Odderbanen samt en ny 12 km dobbeltsporet strækning. Indvielse er ifølge de hidtidige udmeldinger forventet i 2016.
Aarhus Letbane I/S ejes af Aarhus Kommune, staten og Region Midtjylland.