To teams videre i forstadskonkurrence
To teams med arkitektfirmaerne Cobe og Transform i spidsen er gået videre i forstadskonkurrence i Vejle
Det er nogle af de spændende idéer, som to arkitektteams foreslår kan gøre Søndermarken i Vejle til en af Fremtidens Forstæder.
De to arkitektteams, som står bag de visionære bud på en innovativ og bæredygtig udvikling af Søndermarken, er Cobe i samarbejde med Kragh & Berglund; Esbensen Rådgivende Ingeniører, Sloth Møller, konsulent Hans Kristensen og ICP, mens det andet team består af Transform i samarbejde med SLA, Grontmij og Social Action.
De to teams er udvalgt til at gå videre i anden fase af Vejle Kommunes og Realdanias arkitektkonkurrence " Søndermarken visioner for Fremtidens Forstad".
Udvikling til debat
Konkurrencen er en del af Realdanias initiativ Fremtidens Forstæder, der sætter forstædernes udvikling til debat gennem arkitektkonkurrencer i seks danske kommuner.
- Det er nogle meget spændende visioner for Søndermarken, som nu er blevet udvalgt. Vi har haft mange frugtbare diskussioner i dommerkomiteen om generelle forhold i forstæderne og konkret om Søndermarken. Vi er blevet meget klogere på alle de forhold, der skal være med til at gøre forstæderne bæredygtige i fremtiden. Vi er vant til at arbejde med ambitiøse planer og visioner i Vejle, og jeg er glad for at se de mange visioner til Søndermarken. På den måde er det meget udviklende for kommunen at være med i arkitektkonkurrencen, siger Vejles borgmester, Arne Sigtenbjerggaard (V).
Gode idéer
De to team, som er gået videre, har hver deres strategi for fremtidens bæredygtige forstad i Vejle.
- Det har været rigtig spændende at se de meget forskellige bud på udvikling af Søndermarken. De to forslag, der går videre, har hver deres strategi for fremtidens bæredygtige forstad i Vejle. Det har været spændende at se, hvordan holdene har brugt landskabet som løftestang for udvikling af et forstadsområde. Det gælder nu om at arbejde videre med de mange gode idéer i de to forslag, så visionerne kan foldes ud til realistiske og bæredygtige løsninger, siger Astrid Bruus Thomsen, der er projektleder i Realdania.
Styrket image
Konkurrencen for "Søndermarken Visioner for Fremtidens Forstad" blev skudt i gang i januar 2012. Formålet er at få en visionsplan og udviklingsstrategi for Søndermarken. Der er særligt fokus på de arkitektoniske visioner for bebyggelsen og byrummene, naturområderne som magneter for oplevelser, en mangfoldig og levende forstad med udvikling af kultur og erhverv og endelig en ny udformning af Grønlandsvej.
Formanden for Boligforeningen AAB, Hans Helge Andersen, glæder sig over den fokus, der nu kommer på Søndermarken.
- Jeg tror helt bestemt, at konkurrencen vil være med til at styrke Søndermarkens image. De mange visioner i forslagene passer fint sammen med den helhedsplan, som AAB er lige ved at sætte i gang, siger Hans Helge Andersen.
I alt var fem teams prækvalificeret i konkurrencen. Alle fem forslag vil kunne ses på en stor udstilling på Løget Center.