23948sdkhjf

Kontraktpolitik – ja tak!

Fra mange sider er der blevet vrænget på næsen af begrebet "kontraktpolitik", der i praksis betyder, at det, man lover før valget, også er det, man gennemfører efter valget.

Med den medfart, Socialdemokratiet og SF har fået hos vælgerne i meningsmålingerne efter valget, er der næppe tvivl om, at kontraktpolitikken efter næste folketingsvalg genindføres. Vælgerne vil have troværdige politikere og ikke politikere, der løber hurtigere end en hest kan rende fra deres valgløfter.

Hverken Socialdemokraterne eller SF huskede at tage misteltenen (læs: De Radikale) i ed, da de afgav deres valgløfter. Havde Socialdemokraterne og SF sagt de forløsende ord, at "valgløfterne blev afgivet under forudsætning af, at der var flertal for dem efter valget", havde ingen kunnet beskylde dem for løftebrud.

Det var ikke mindst tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussens (V) fortjeneste, at tilliden til, at politikerne står ved deres valgløfter, steg de første år efter hans tiltræden. Han lagde ikke skjul på, at han betragtede vælgernes stemmer på Venstre som en "kontrakt", hvor han skulle levere en ydelse i form af ny lovgivning.

For vælgerne skabte det en vis tryghed, at de ikke blev udsat for den ene ubehagelige politiske overraskelse efter den anden, og det gavnede især boligmarkedet.

At så Venstre på andre områder førte en alt andet end borgerlig-liberal politik, herunder i væksten af den offentlige sektor og de deraf afledte voldsomt voksende offentlige udgifter, det er så en helt anden sag, der ikke mindst har banet vej for Liberal Alliances succes.

Derfor er det også for politikernes troværdighed dybt betænkeligt, når den nuværende regering på en række områder er i gang med at gøre det stik modsatte af, hvad de lovede.

Et er, at de ikke gennemfører "valg-gaverne", fordi de ikke kan opnå flertal for det. Men når det kommer til at gennemføre initiativer, der stritter stik mod, hvad der blev lovet, så er det en helt anden sag. Så er det den politiske troværdighed, der står på spil.

Men inden Venstre og andre borgerlige partier glæder sig for meget, så glem ikke, at vælgernes gunst er meget lunefuld og flygtig. En eller to "politiske skandaler", der rammer Venstre, så svinger meningsmålingerne lynhurtigt.

Helle Thorning-Schmidt har - om Enhedslisten vil - over tre år til at rette renoméet og troværdigheden op. Det kræver "kun", at krisen vender, og der igen skabes tusinder af arbejdspladser. Og det er vel netop, hvad alle håber sker – selv Venstre.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.114