23948sdkhjf

Renovering vil skifte fokus

Det handler mere og mere om at forbedre bygningens tæthed, og de udførende skal også lære at levere passivhus-kvalitet
Nu skal det være slut med, at varmen fløjter ud gennem utætte tage og facader. De senere år er energirenovering primært foregået med nye tekniske installationer, solvarme, jordvarme mm. Men lidt hjælper det, hvis varmen bare forsvinder.

Nu kommer Passivhus-tanken og sætter fokus på at gøre klimaskærmen tæt. Passivhus renovering er ikke sværere end den traditionelle metode, det er blot en anden tilgang.

- Passivhus metoden er velbeskrevet, og over 1000 rådgivere, her i blandt en del danske er blevet certificeret. Udfordringen i de kommende år er at udføre arbejdet og gøre boligen tæt, siger centerleder Søren Riis Dietz, Dansk Passivhus Center.

- Opgaven har to sider. De udførende skal kunne udføre det i praksis med de udfordringer, der altid er i eksisterende bygninger. Tilsvarende kan vi optimere kvaliteten ved en tidlig dialog mellem rådgiverne og de udførende, hvor de udførende bidrager med deres praktiske erfaringer og kendskab til materialer, påpeger Søren Riis Dietz.

Taler samme sprog

For at løfte det ansvar og sikre kvaliteten er seks medlemmer af ledergruppen hos Adserballe & Knudsen i gang med at blive certificeret efter det tyske passivhus princip hos Dansk Passivhus Center.

- Jeg forventer, at mange flere udøvende vil blive certificeret, da det er en fordel at tale samme sprog som rådgiverne. Vores ledergruppe er ingeniører og konstruktører. Det er en god efteruddannelse for dem, siger Karsten Hjarsø, adm. direktør i Adserballe & Knudsen.

Han sætter blandt andet sin lid til, at nogle af de store almennyttige boligselskaber og ejendomsadministratorer forbereder projekter med passivhus-renovering. En af dem er en 60’er bebyggelse med over 300 boliger. Før beboerne har hørt og vedtaget projekterne, vil de dog ikke fortælle detaljer. Beboerdemokratiet skal respekteres.

Ny måde at tænke

- Passivhus principperne er en ny måde at tænke og arbejde på for håndværkerne ude på pladsen, siger Dennis Kensø, der er projektleder og blandt dem, der nu certificeres i Darmstadt. Sammen med Karsten Hjarsø har han netop været på studiebesøg i Darmstadt hos Passivhaus-Institut for at se på konkrete passivhuse, både nybyggeri og renoveringer.

- Vi så flere spændende renoveringer efter passivhus metoden. Det vil sige en fuldstændig isolering af huset. Som en termokande og med den effekt. Erfaringerne fra Tyskland viser, at det er en fejl at investere i bedre energiteknik. Når du har renoveret og opnået en tæt klimaskærm, er behovet for tilført energi helt ned til 10 procent af det normale forbrug. Og dermed kan det ikke betale sig at investere i solvarme, store fjernvarmeanlæg mm.

- Indeklimaet var super godt. Varmen genanvendes i ventilationen, og der er masser af frisk luft i boligen. Vi oplevede ingen dårlig lugt eller kolde rum. Den eksisterende boligmasse byder klart på det største potentiale for energibesparelser. Synderne i de eksisterende boliger er kuldebroer i vinduesrammerne, udluftningskanaler, faldstammer, kolde ydermure og utætheder overalt.

- Bruger vi passivhus principperne, skal vi eksempelvis tilføre 200 mm isolering uden på den eksisterende væg og opsætte en ny facade i en let konstruktion. Der er mange valgmuligheder for eksempel med farvede aluprofiler, træ, pudset facade eller lignende. Passivhus renovering er ikke en begrænsning for individuelle arkitektoniske løsninger. En ældre ejendom kan næppe løftes til fuld passiv standard, hvor boligen opfylder en blowdoor test og er 100 procent tæt. Men vi kan komme langt. Vi har set renoveringer, hvor resultatet er fire gange tættere end gældende dansk lovgivning for nybyggeri, siger Dennis Kensø.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093