23948sdkhjf

Én maskinstation bliver til to firmaer

Skamstrup Maskinstation ved Varde har købt nedlagt teglværk og rykker ind med nyetableret entreprenørselskab
- Tiden er kommet til at skille landbrugsmaskinstationen og entreprenørdelen. Hver får sit eget selskab. Og med 15.000 kvm under tag skulle det gamle Sønderskov Teglværk give nok plads til, at det nye selskab Skamstrup Entreprenør ApS kan være der.

Torben Kamp er indehaver af Skamstrup Maskinstation ved Varde. Det har han været siden december 2007 – sådan et halvt års tid, før verden gik af lave. Finanskrisen er ikke gået sporløst hen over Skamstrup Maskinstation. Men Torben Kamp mener, at så slemt var det altså heller ikke. Maskinstationsejeren har da endnu ikke oplevet at se røde tal på bundlinjen. Tvært imod.

Dobbelt op

- I 2008 havde vi en omsætning på 25 mio. kroner. I løbet af seks år har vi øget med 100 procent til 50 mio. Fra 2008 til 2010 vækstede vi på det jævne. Fra 2011 og efterfølgende er det gået godt. Og så tror jeg altså på, at det er rigtigt at lave et ekstra firma, som selvstændigt kan tage sig af entreprenørarbejdet. Det har jeg købt Sønderskov Teglværk til. Der er så god plads, at jeg også kan leje noget ud til andre virksomheder, fortæller Torben Kamp.

I øjeblikket er hans eget mandskab med egne maskiner i fuld gang med at fjerne indmaden i det nu tidligere teglværk.

- Der har været teglværk på stedet i mere end 80 år. I efteråret 2010 lukkede værket. Det er den østrigske teglkoncern Wienerberger, der har drevet Sønderskov Teglværk. Her ligger stadig store mængder ler, som Wienerberger henter til et andet teglværk på Fyn. Noget af maskineriet kan også stadig bruges og bliver bare flyttet, siger Torben Kamp.

Plads til sortering

- Noget af pladsen i den største af hallerne vil jeg bruge til lager for jordbrugskalk, som vi spreder en del af. Men ellers bliver det entreprenørfirmaet, der kommer til at råde over det meste. Vi gør meget i nedbrydning, og planen er, at vi vil affaldssortere mere. Vi skal være på forkant med den grønne bølge, fastslår Torben Kamp.

Oprindelig er han uddannet landmand. I 1998 overtog han den fædrene gård med ren kødproduktion. Men hurtigt begyndte Torben Kamp at køre ud og assistere naboer, som havde behov for lidt ekstra mandskabs- og maskinkraft.

- Så ansatte jeg en mand. Og året efter en mere. Det fortsatte jeg med frem til 2007, da jeg overtog Skamstrup Maskinstation. Den tidligere ejer havde drevet virksomheden i 37 år, men vi blev lynhurtigt enige. Vi talte sammen en lørdag, og om onsdagen var jeg maskinstationsindehaver, fortæller Torben Kamp.

Skarp opdeling

Efterfølgende afhændede han landbruget og koncentrerede sig helt og holdent om maskinstationen. Siden er det også kun gået én vej: Fremad. I dag har Skamstrup Maskinstation 28 mand på lønningslisten, hvoraf de seks nu dedikeres til det nye firma Skamstrup Entreprenør.

- Opdelingen mellem maskinstation og entreprenørfirma skal være skarp. Der bliver helt reelt tale om to firmaer med hver sin maskinpark. Alt til entreprenørdelen placerer vi på teglværket, mens landbrugsmaskinstationen forbliver, hvor den har været hidtil. Jeg tror, at vi også kan sælge os selv bedre på den måde. Det er vigtigt at markere, at vi vitterlig har et professionelt entreprenørfirma, vurderer Torben Kamp.

De to firmaer får da også hver sin daglige leder. Andy Østergaard tager sig af Skamstrup Maskinstation, mens Martin Thorgaard får tømmerne i Skamstrup Entreprenør.

Chefen som håndmand

- Hidtil har jeg selv løbet rundt som en skoldet skid. Nu bliver jeg selv frigjort til at være lidt alle steder. Men hvis der er tryk på, vil Martin Thorgaard kunne sende mig ud som håndmand, eller Andy Østergaard kan sende mig afsted i en traktor. Det er vigtigt at holde jordforbindelsen, selv om det går godt, siger Torben Kamp.

Selv om firmakonstruktionen med to selskaber er ny, har Skamstrup-folkene allerede masser af erfaring også med entreprenørarbejde. Det har blot hidtil ligget som en del af maskinstationen.

- Det handler både om byggemodning, nedrivning, kloakarbejder, jordarbejde og anlægsopgaver. Oprensning af søer klarer vi også med den langarmede gravemaskine. Vi har lavet et halvt hundrede kloaksepareringer i Esbjerg. Lige i øjeblikket er vi i gang med noget kloakering i lokalområdet samt nedbrydning af en landejendom, fortæller Torben Kamp.

Netop nu er der også stor aktivitet i Skamstrup Maskinstations store værksted. Maskinerne serviceres naturligvis året rundt, men vinteren er tid for det store tjek af samtlige maskiner.

- Vi har en fast mand på værkstedet. Men syv-otte stykker af de andre er enten uddannet landbrugsmaskinmekanikere eller smede. De rykker så ind på værkstedet, når maskinparken skal have den store tur. Det lønner sig at holde grejet i god stand, fastslår maskinstationsindehaver og entreprenør Torben Kamp.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094