23948sdkhjf

Kædeansvar virker

Arbejdsretten har idømt en bygherre bod på baggrund af kædeansvarsbestemmelser i en tiltrædelsesoverenskomst
Fagbevægelsen har fået Arbejdsretten ord for, at kædeansvar i overenskomsterne rent faktisk forpligter en hovedentreprenør eller bygherre.

Det er sket i en konkret sag, hvor en bygherre er blevet idømt bod for overenskomstbrud, fordi udenlandske bygningsarbejdere ansat hos en underentreprenør ikke har fået den korrekte løn.

Sagen er kørt på baggrund af en tiltrædelsesoverenskomst, som Malernes Fagforening i Storkøbenhavn har indgået med fitnesskæden Fitness World i forbindelse med etablering af nye fitnesscentre. Af tiltrædelsesoverenskomsten fremgår, at Fitness World har forpligtet sig til at sikre, at arbejde, der er omfattet af tiltrædelsesoverenskomsten, skal udføres på en timeløn på pt. 181 kroner, når fitnesskæden beskæftiger bygningsarbejdere, der er udenlandske statsborgere, “hvad enten dette sker i direkte ansættelsesforhold eller via underentreprise".

Så meget fik de polske malere imidlertid ikke, og dermed har Fitness World brudt overenskomsten, siger Arbejdsretten.

- Det er et klokkeklart kædeansvar hele vejen ned gennem en entreprisekæde, siger Bo Rosschou, formand for Malernes Fagforening.

Principiel kendelse

Ved sagens behandling i Arbejdsretten for to uger siden tilkendegav dommeren, forhenværende retspræsident Niels Waage, at Fitness World blev idømt en bod på 300.000 kroner. Parterne har imidlertid måttet vente på de skriftlige præmisser. De foreligger nu, og det er det, som giver Bo Rosschou anledning til at kalde dommen for en stor sejr.

- Jeg betragter det som en principiel sejr. Når det handler om løn, så kan overenskomstparten - i det konkrete tilfælde Fitness World - ikke fraskrive sig ansvaret, uanset hvor langt ned i kæden de udenlandske arbejdere formelt er ansat, siger han.

En bekræftelse

Bo Rosschou oplyser, at fagforeningen har anvendt formuleringen om “hvad enten det sker i direkte ansættelsesforhold eller via underentreprise" i sine tiltrædelsesoverenskomster siden 2005. Det er første gang, en underbetalingssag på baggrund denne bestemmelse er ført igennem til Arbejdsretten.

- Sagen bekræfter os i, at det var rigtigt at formulere overenskomsten på denne måde. Det kan måske opleves mærkeligt, at vi tegner overenskomst med en bygherre, men baggrunden var en række sager, hvor det for det første var meget uklart, hvem der har været den formelle arbejdsgiver, og for det andet, at bygherren var den reelle arbejdsgiver. Bestemmelsen gør, at der altid er en i kæden til at betale for den manglende løn, og det er lige bestemt det, Arbejdsretten bekræfter, siger Bo Rosschou.

Der er tale om en tiltrædelsesoverenskomst til maleroverenskomsten, og selv om der i tiltrædelsesoverenskomsten nævnes beskæftigede bygningsarbejdere, mener Arbejdsrettens dommer, at tiltrædelsesoverenskomsten alene dækker malerarbejde. Det er der taget højde for i forbindelse med bodens størrelse.

Intet principielt

Det er Dansk Arbejdsgiverforening, der har repræsenteret Fitness World i Arbejdsretten.

- Jeg har meget svært ved at se, at der er noget principielt ved afgørelsen. Det er den særlige hæftelsesklausul, der er det afgørende, siger advokat Tine Skyum, DA.

- Man kan jo aftale så meget, hvis man kan få nogen til at skrive under, og det er så det, der er tilfældet her, hvor der er skrevet under på en tiltrædelsesoverenskomst med denne hæftelsesklausul, som mig bekendt ikke er almindelig, siger hun.

Sagen er fulgt med interesse hos 3F BJMF i København, der ikke har tiltrædelsesoverenskomster med samme ordlyd som malerne.

- Hvis overenskomsten skal gælde for tredje part, skal det stå meget specifikt, men vi skal naturligvis lade os inspirere af hinanden, og vi vil nu diskutere, om vi med fordel kan kigge på vores tiltrædelsesoverenskomster, siger BJFM’s byggegruppeformand Claus von Elling, som understreger, at det usædvanlige i sagen også er, at det er en bygherre og ikke en entreprenør, der har tiltrådt en tiltrædelsesoverenskomst.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.105