23948sdkhjf

Hovedstaden behøver nyt togsystem og knudepunkter

Ny Ellebjerg og Glostrup bør være nye regionale trafikknudepunkter i hovedstadsområdet, foreslår Transportministeriet
Kapaciteten på Københavns Hovedbanegård nærmer sig bristepunktet. Samtidig har både Hovedbanegården og Nørreport Station et stort antal togrejsende, som ikke har deres slutdestination i Indre By, men bruger stationerne som omstigning.

Det er baggrunden for, at Transportministeriet i en ny analyse foreslår, at der etableres et nyt regionaltogssystem, hvor der køres tog mellem Roskilde og Københavns Lufthavn i Kastrup samt indføres stop for en række regional- og fjerntog i Glostrup og Ny Ellebjerg. Disse to stationer skal samtidig udvikles til centrale trafikale knudepunkter.

Analysen viser, at disse tiltag vil medføre markante rejsetidsbesparelser og en betydelig vækst i antallet af passagerer i den kollektive trafik.

Hvis det nye togsystem skal realiseres, er der behov for nye perronanlæg på stationerne i Glostrup, Ny Ellebjerg og Ørestad samt en såkaldt "flyover" ved Ny Ellebjerg.

Omkostningerne til disse anlæg er skønnet til omkring 950 mio. kroner. Med aftalen om Togfonden DK er der afsat 512 mio. kroner til flyover- og perronanlæg på Ny Ellebjerg station

Der er udarbejdet en foreløbig samfundsøkonomisk screening, som viser, at det nye togsystem giver et meget stort afkast. Ifølge screeningen er afkastet 17,7 procent.

Spørgsmål om metro

- Udviklingen af knudepunkter er et vigtigt skridt for at skabe større sammenhæng i hovedstadsområdets kollektive trafik og sikre, at vi får mest muligt ud af disse års store investeringer i jernbane, metro og letbaner. Trængselskommissionen har også peget på vigtigheden af nye og styrkede trafikale knudepunkter. Med aftalen om Togfonden DK, hvor vi har sat penge af til udbygning af Ny Ellebjerg, har vi allerede taget det første skridt til at realisere de nye muligheder, siger transportminister Pia Olsen Dyhr (SF).

Det hedder i analysen, at en afgrening fra Metrocityringen til Ny Ellebjerg vil tiltrække mange passagerer, “men de positive effekter af metroafgreningen skal sammenholdes med de høje anlægsomkostninger forbundet med projektet".

Københavns Kommune har fundet sin finansiering til en metrolinje til Sydhavnen og Ny Ellebjerg, og kommunen havde håbet, at regeringen allerede i forbindelse med finansloven for 2014 havde fundet penge til projektet, så arbejdet kan forberedes i forbindelse med arbejdet med Cityringen.

Transportministeren sagde kort før jul til Politiken, at hun ikke kan garantere, at staten vil skyde de nødvendige fire-fem mia. kroner i projektet, men at det “jo står Københavns Kommune frit for at finansiere projektet selv".
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094