Pas på de grønne hustage
Bygge-ekspert råder til øget fugtopmærksomhed ved græs på taget
Seniorforsker på SBi (Statens Byggeforskningsinstitut) Eva Møller mener, at bygningsejere kan risikere fugtproblemer, hvis de ikke passer på.
Og de bør øge deres kontrol med tagene.
- Erfaringen inden for byggeri er, at vand hurtigst muligt skal ledes væk fra bygningen. Og det råd bliver i hvert fald ikke fulgt med græs på taget, som gør det modsatte og fastholder vandet, hvilket kan være problematisk, siger Eva Møller til Licitationen.
Hun understreger samtidig, at græs på tagene ikke hjælper mod klimaændringerne.
- I forbindelse med skybrud og megen voldsom regn er der ikke den store forskel på almindelig hårdt tag og græs i forhold til, hvor meget vand, der kommer ned fra taget. Græs kan ikke holde regnen væk fra gaden, men i dagligdagen med normalt vejr kan græs muligvis gøre en mindre forskel i mængden af regn, der ender i det offentlige kloaksystem, siger Eva Møller.