Helhedsplan for en kvart milliard sendt i udbud
Realisering af helhedsplanen for to boligafdelinger under den almene boligorganisation BoligKorsør er sendt i begrænset udbud. Den samlede entreprisesum er på 210,5 mio. kroner eksklusiv moms
Opgaven er udbudt i hovedentreprise og heri indgår såvel nedrivningsarbejde som jordarbejde, betonarbejde, murerarbejde, stålarbejde, tømrer- og snedkerarbejde, malerarbejde, tagdækningsarbejde, inventararbejde, vvs-arbejde, ventilationsarbejde, el-arbejde, anlægsarbejde og arbejde med teknisk isolering.
Alt i alt er der tale om en renoveringsopgave med en samlet entreprisesum på 210,5 mio. kroner eksklusiv moms.
Afdeling 7 skal i forbindelse med renoveringen blandt andet have reduceret sin boligmasse fra 186 til 165 boliger. Det sker ved nedtagning af halvanden opgang og sammenlægning samt ombygning af fastholdte boliger.
- Hos os kan vi godt mærke tendensen med, at flere flytter ind til storbyen, og det tager vi konsekvensen af, så vi ikke har for mange tomme boliger, siger afdelingsbestyrelsesformand for afdeling 7, Ole Skjalm til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Stor forandring
Renoveringen omfatter også, at der udskiftes tagbeklædning på de forskellige blokke, at ydervæggene efterisoleres, at der monteres en ny teglydervæg, og at de gamle altaner erstattes af nye.
I samtlige boliger etableres desuden nyt decentralt ventilationsanlæg, der gennemføres ny vand-, varme- og afløbsinstallation, og eksisterende stofledninger udskiftes.
- Vores afdeling har stort set ikke forandret sig, siden bygningerne blev bygget i 50erne, men nu er det endelig lykkedes at få gennemtrumfet en omfattende modernisering, der vil transformere hele området. Det bliver et helt nyt kvarter, som bliver så flot, når det står færdigt, siger Ole Skjalm.
Han fremhæver, at Landsbyggefonden støtter projektet, og at en betingelse for støtten har været, at bygningerne - frem for blot at få nye badeværelser og køkkener - bliver opdateret til en fremtidssikret 2014-udgave.
Det betyder blandt andet, at der etableres elevatorer i en del af opgangene, så ældre beboere kan blive boende længere.
- Det er en stor fordel, siger Ole Skjalm og fremhæver, at alle beboere vinder på ombygningerne.
- Der kommer til at ske mange gode ting, og der er noget for alle, siger han.
Selv får afdelingsbestyrelsesformanden en ny etage til sin lejlighed, og han må i den forbindelse midlertidigt genhuses i en af afdelingens andre lejligheder. Andre beboerne i afdeling 7 kan blive boende under hele arbejdet, og nogle må permanent genhuses.
- Men de har allerede fået tilbudt lejligheder i området eller i vores naboafdeling, afdeling 12, siger Ole Skjalm.
Naboer får også nyt
Også afdeling 12 står overfor en gennemgribende renovering. Her skal boligmassen reduceres fra 234 til 198 boliger, og der nedtages i den forbindelse en hel blok, og to mindre blokke nedtages delvist og omdannes til rækkehuse. Herudover sammenlægges en række lejligheder.
På samtlige blokke udskiftes tagbeklædningen, eksisterende spær rettes op, ydervægge efterisoleres, en ny teglydervæg monteres, altaner lukkes og erstattes af andre, nyt decentralt ventilationsanlæg etableres og ombygninger på de eksisterende installationer gennemføres.
Herudover etableres en ny klimaskærm og en tilbygning samt indvendige ombygningsarbejder på det eksisterende fælleshus.
Renoveringen af de to afdelinger forventes at tage to år. Deadline for anmodning om deltagelse er den 25. november 2014 kl. 14, og fem aktører forventes herefter at blive opfordret til at afgive bud på opgaven.