Så har man hørt det med!
Nu slår den nye skatteminister fast, at det er så som så med ligheden, og at en skattereform først og fremmest skal gavne lønmodtagerne. Han har erkendt, at skattelettelser til de arbejdssomme og en generelt øget lighed er to størrelser, der ikke kan indfries.
Hans udtalelser vidner desværre med al tydelighed om, at Danmark har en skatteminister, der aldrig har været ude i virkelighedens verden, og måske endda, indtil han blev minister, har fået sine indtægter på et frikort.
Han mener åbenbart ikke, at de titusinder af selvstændige erhvervsdrivende, der arbejder 60-70 timer om ugen, primært i små og mellemstore virksomheder, skal have gavn af skattereformen. Han er hamrende ligeglad med hele den basis, det danske samfund hviler på. For en SF’er er det kun lønmodtagerne, der tæller.
Det skinner også tydeligt igennem, at en skattereform kun skal gavne lønmodtagere med lav- og mellemindkomster, mens regningen sandsynligvis så skal betales af de højtlønnede og virksomhederne.
Noget helt andet er, at den grundlæggende tanke bag, at det skal kunne betale sig at arbejde, og at en skattereform ikke skal gavne dem, der ikke arbejder, har de rigtige ingredienser til at kunne føre til noget positivt.
Set i det lys er det bare underligt, at regeringen begynder sit virke med at belønne dem, der ikke arbejder, frem for dem der arbejder. Men sådan er der jo så meget.
Det vigtige er bare at huske på, at regningen for skattereformen skal betales, og at det nødvendigvis må ske gennem offentlige besparelser. Dertil kommer, at de dynamiske effekter, som en skattereform med lavere skat på arbejde nødvendigvis medfører, bør indregnes på den positive side.
Det er dog ikke uden grund, hvis specielt virksomhederne frygter, at de kommer til at betale regningen. Regeringen har allerede i den korte tid, den har virket, vist, at respekten for den del af det danske samfund, der skaber samfundets værdier, kan ligge et meget lille sted.
NOX-afgift, arbejdsskadeafgift, højere betaling til AER o.s.v. Der er simpelthen ingen forståelse for, at det danske samfund mindst af alt har brug for højere skatter og afgifter.
Derimod er der brug for, at regeringen for alvor tager fat på at tilpasse den offentlige sektor til den tid, vi lever i. Det er slet ikke så svært, som det lyder. Hvor der er en vilje, er der en vej. Desværre er det første del af ordsproget, der kniber med hos danske politikere.
