23948sdkhjf

Sikker vej til skolen

243 anlægsprojekter til i alt 238 mio. kr. kan gøre de aarhusianske skoleveje mere sikre
Med en investering på godt 240 mio. kr. kan skoleeleverne i Aarhus få en mere sikker vej til byens folkeskoler.

Aarhus Kommune har modtaget det endelige resultat af en omfattende analyse af skolevejene i Aarhus, og i forhold til tidligere analyser er der sat ekstra fokus på særlige trafikale udfordringer, og der er i højere grad prioriteret efter, hvor man kan få bedst mulig sikkerhed og mest kvalitet for pengene.

Analysen indeholder en prioriteret liste med 243 anlægsprojekter, der kan gøre skolevejene mere sikre til et anslået beløb på 238 mio. kr.

Forslagene er udarbejdet på baggrund af grundige analyser af effekten af de investeringer, man kan foretage i trafiksikkerheden det pågældende sted. Metoden viser, hvor og hvordan pengene giver mest trafiksikkerhed.

Træer og heller

Som eksempel på et anlægsprojekt, der fremmer trafiksikkerheden, kan nævnes plantning af et træ for at undgå parkering og dermed bedre oversigtsforhold. Dette tiltag har en anslået udgift på 10.000 kroner.

Et andet eksempel er anlæggelse af en støttehelle til omkring 40.000 kr. Der er således tale om, at trafiksikkerheden for de aarhusianske skolebørn kan øges for relativt små beløb.

- Det er vigtigt, at vi gør, hvad vi kan for at sikre børnene i kommunen en sikker skolevej. Med skolevejsanalysen har vi nu et redskab, der gør os i stand til at vælge de bedste projekter, der giver os den største sikkerhed for børnene, samtidig med at vi får mest muligt for pengene. Et godt samarbejde mellem Børn og Unge og Teknik og Miljø, sikrer den bedste prioritering af projekterne på såvel de offentlige veje og stier som på skolernes interne arealer, siger rådmand for Teknik og Miljø, i Aarhus Laura Hay (V).

Anbefalet rute

Som en del af skolevejsanalysen er der udpeget en anbefalet skolerute for hver enkel boligadresse i hvert skoledistrikt.

De 243 anlægsprojekter skal gøre ruterne trafiksikre og trygge, så ruterne bliver de foretrukne skoleveje for alle skolebørn.

Skolevejsanalysen indgår i en anlægskonference, byrådet afholder den 7. februar.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094