Konsolidering i anlægsgartnerfaget
Når Danske Anlægsgartnere fredag mødes i København til delegeretmøde, er det tid til forandring og modernisering af en branche, der lige nu konsoliderer sig
Nye vinde
Dermed vil startskuddet gå til et år, hvor der organisatorisk kommer til at blæse nye vinde i korridorerne, da man har lagt op til implementeringen af et strategisk samarbejde med Dansk Håndværk.
- Den nye formand og jeg er ganske enige i, hvordan vores brancheforening skal køres. Vi har samarbejdet i flere år, hvor Ejvind Røge blandt andet har været næstformand. Den eneste forskel imellem os, tror jeg, er måske, at han ser lidt mere på det rent faglige i anlægsgartnerfaget, mens jeg nok har været fokuseret lidt mere på det rent forretningsmæssige, - måske qua at jeg selv driver en anlægsgartnervirksomhed, som kræver et stort fokus på netop forretningsområdet, siger den afgående formand, Ole Kjærgaard til Licitationen.
Og netop det faglige er noget af det, som den nye formand Ejvind Røge i den kommende tid vil sætte fokus på, da det skal være med til at styrke anlægsgartnerne som kompetente og viden-optimerede virksomheder.
- Vi har naturligvis en række praktiske ting i forbindelse med det nye strategiske samarbejde med Dansk Håndværk, der skal løses først. Vi skal blandt andet have vort sekretariat implementeret i denne nye form, sagde Ejvind Røge i forbindelse med et interview i Licitationen byggeriets Dagblad her for nylig.
Med i front
Et fælles mål er at foreningen skal være en konkurrencedygtig forening, der er trimmet til fremtiden. Og derfor er det også en spændende dag fredag, hvor de forskellige initiativer skal søsættes.
Anlægsgartnerbrachen er inde i en konsolideringsfase, hvor det sidste år har været præget af blandt andet fusioner. Der har dog været lidt mere lys i tunnelen, end der har været i det sidste år. Men faget er fortsat præget af hård konkurrence, hvorfor flere virksomheder har fundet ud af, at hvis man skal klare sig, så skal man være større, og flere har derfor indledt strategiske samarbejder, mens andre har slået sig sammen.