Den afgørende tillid

I "de gode gamle dage" var det hele så nemt. Arbejderne stemte rødt, borgerne og de selvstændige stemte blåt. Så var der lige de offentligt ansatte, der stemte Radikalt eller måske "lyserødt". Sådan er det ikke mere, og det vil nogen måske mene er godt det samme.

Men det er også et vidnesbyrd om, at dansk politik for de fleste partiers vedkommende er endt med at tilhøre en stor fælles "grød", der røres lidt rundt i på midten af det politiske spektrum. Derfor er det også så svært at finde politisk nytænkning i Folketinget, og måske derfor tyr politikerne ofte til de samme politiske instrumenter, når samfundets udfordringer skal løses. Derved forbliver de fleste udfordringer uløste.

Et godt eksempel er boligjobfradraget, der er hentet inspiration til i en lignende svensk ordning. Men typisk dansk vælger vore politikere kun at gå en brøkdel af den vej der har gjort ordningen til en kæmpe succes i Sverige. Typisk dansk er politikerne så forsigtige, at det reelt er umuligt at vurdere, om Danmark kunne have opnået lige så stor succes med hensyn til at skabe nye job, og ikke mindst at ramme direkte ind i hjertekulen på det sorte arbejde. Det samme gælder, når der diskuteres skattereformer – de ender altid ud i skatteomlægninger, og altid med så små resultater, at borgerne slet ikke lægger mærke til dem.

Men når nu ikke det ikke er partiernes poliske ideer, eller mangel på samme, der er udslaggivende for vælgernes kryds på stemmesedlen, hvad er det så? Svaret behøver man såmænd ikke lede længe efter. Det er nemlig et spørgsmål om, hvem der kan skabe tillid til, at det man siger før valget også er det, man gør efter valget.

Af en eller anden grund er den såkaldte "kontraktpolitik" nærmest lagt for had på Christiansborg. Politikere hader tydeligvis at blive stillet til regnskab for, om de holder deres løfter.

Salig Erhard Jakobsen var meget ærlig, da han i sin tid sagde de berømte/berygtede ord:

- Jeg lover ingen ting, men til gengæld holder jeg det til punkt og prikke...

Men hvad galt er der egentlig i, at en politiker eller et parti i det mindste forsøger at leve op til sine løfter i det omfang, at der kan findes 90 mandater for det?

Når den nuværende regering er i dyb krise i forhold til de vælgere, der stemte rødt ved det seneste valg, skyldes det noget så simpelt som mangel på tillid.

Socialdemokraterne og SF svingede de røde faner så voldsomt, at de næsten lettede fra jorden, men efter valget er de indhentet af virkelighedens verden, og landingen har været hård. Så hård, at de færreste tror, at regeringen i sin nuværende form har nogen lang levetid.