23948sdkhjf

M.J. Eriksson vinder vejudvidelse

Entreprenørfirma kan bruge lokal arbejdskraft på fremrykket Femern-aktivitet
Entreprenørvirksomheden M.J. Eriksson A/S fra Brøndby har vundet en opgave til cirka ni mio. kroner for Femern A/S.

Virksomheden har netop skrevet under på endnu et vejstykke, der skal laves ved Rødbyhavn for at forberede området til tunnelarbejdet næste år. Der er tale om den femte kontrakt om vejudvidelser ved Rødbyhavn som forberedelse til Femern-tunnelen. M.J. Eriksson skal lave en østlig forlængelse af Færgevej.

Det glæder Stig Munch-Jensen, direktør i M. J. Eriksson A/S, sig over.

- Vi har en del medarbejdere, der er bosiddende i lokalområdet dernede. Det betyder derfor meget for os, at vi får en tilknytning til de opgaver, der udbydes dernede, siger han.

Virksomheden er specialiseret i jord- og vejarbejde, og derfor er selve opgaven en standardopgave.

- Men det er klart, det er meget spændende for os at lære den nye bygherre Femern A/S at kende. Vi har bestemt tænkt os at byde ind på flere opgaver i forhold til Femern-tunnelen, siger Stig Munch-Jensen.

Vejforlængelsen er på cirka 700 meter og skal være syv meter bred. Samtidig skal der løbe en tre meter bred cykelsti langs hele vejen, ligesom der også skal laves en afvandingskanal langs dele af vejen. På en del af strækningen skal der ydermere laves et ekstra parkeringsspor.

Tidsplanen bliver robust

I Femern A/S er man glade for, at de fremrykkede aktiviteter skrider frem efter tidsplanen, og at der til endnu en opgave har været gode og kvalificerede bud.

De fremrykkede aktiviteter går alle ud på at forberede området ved Rødbyhavn til anlægsarbejdet med Femern tunnelen, som skydes i gang næste år, når anlægsloven er vedtaget.

- De fremrykkede aktiviteter er en vigtig brik i at gøre tidsplanen robust på lang sigt, siger Bo Eske Nielsen, direktør i Femern A/S.

Der er en lærlingeklausul på kontrakten, der har været igennem hele forløbet på alle vej-opgaver. Det stiller Stig Munch-Jensen sig positiv over for.

- Vi har i flere år ført en meget aktiv lærlingepolitik og har cirka 20 lærlinge ansat hos os, så det bliver ikke et problem at leve op til. Vi er en meget specialiseret virksomhed, så vi flytter lærlinge rundt på forskellige entrepriser for at sørge for, at de får erfaring med alle de typer arbejdsopgaver, de skal under uddannelsen.

Arbejdet går i gang i november. Vejen skal stå færdig i foråret næste år.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125