Kongeligt og alment
Almene Boligdage og udstilingen How to House i Bella Center fik kongelig åbning fredag
Pressefotograferne måtte kæmpe hårdt for at få et pletskud af Kronprinsesse Mary, da hundredevis af smartphones røg i vejret, mens hun klippede snoren og åbnede udstillingen.
Og så blev hun ellers vist rundt, i værdig afstand af de mange besøgende, der blandt andet var blevet kørt til København i store busser for at opleve, hvad de almene boligorganisationer kan.
How to House tiltrak nemlig meget mere end folk, der er vant til at bo på et slot. Udstillingen og standene handlede nemlig om ikke mindre end spørgsmålet om, hvordan vi sammen løfter fremtidens velfærdssamfund, og udstillingstitlen søger at indkredse alle aspekter af at huse.
Samtidig er den, ifølge arrangørerne Danmarks Almene Boligorganisationer, valgt, fordi vi i Danmark er i verdenseliten, når det kommer til at huse.
Den danske almene boligsektor er noget lig verdens bedste på det felt, man i andre lande kalder social housing".
Men det kræver meget mere end fire vægge og et tag at skabe gode boliger for alle.
At almene boliger handler om innovativ arkitektur, byudvikling, socialt ansvar og fællesskab, kan arkitekt Kjeld Bjerg fra Bjerg Arkitektur, som Licitationen - Byggeriets Dagblad mødte på messen, tale med om:
- Det, der sker i den almene sektor, er enormt vigtigt, både for os arkitekter og for samfundet. Det er her, vi mærker innovation, og derfor er det vigtigt at følge med på et arranggement som dette, siger han til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Bjerg Arkitektur er blandt andet blevet tildelt en rammeaftale udbudt af AL2Bolig og syv jyske boligselskaber på et af de største og mest ambitiøse energirenoveringsprojekter af alment boligbyggeri i Danmark. En af opgaverne bliver BoMidtVests afdeling i Skjern, der omfatter en gennemgribende renovering af 6.500 kvm.
I udstillingens fire tematiske områder kunne gæsterne opleve alt fra bybier, en fotoudstilling, modeller over regnvandsafledning over arkitekturmodeller til en brandbil.
Sport i adfærdsændring
Og ikke mindst mange tekniske løsninger, som for blot 10 år siden ville være det rene science-fiction.
Boye s. Nielsen fra Soft & Teknik har hjulpet Frederikshavn Kommune og Frederikshavn Boligforening med at opsætte tavler, et såkaldt smiley-panel, hvor beboerne tæt kan følge deres eget forbrug af el, varme, vand og luftfugtighed i lejligheden.
- Det er gået rendyrket sport i at spare på energien i projekt Højbo, der var indstillet til Renover prisen 2014 (læs ArkByg 5. september, red.). Når beboerne får en smiley for energirigtig adfærd er det virkelig motiverende, siger Boye S. Nielsen til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Og mens Kronprinsessen afsluttede sin indvielsesrunde og nu er blevet klogere på den almene boligsektor, strømmede de besøgende ind i Bella Center, hvor de blandt andet kunne være med til at bygge Lykkeparken, Danmarks første almene boligområde i spillet Minecraft, der giver et nyt syn på på demokrati og fællesskab.