Falsk varebetegnelse
Under debatten om den nye solcellelovgivning kom Per Clausen fra Enhedslisten med en næsten befriende ærlig konstatering, da han sagde:
- Forsyningssikkerhedsafgiften har intet med forsyningssikkerhed at gøre, men er en afgift på vedvarende energi, der skal sikre penge stil statskassen...
Hvis en privat virksomhed solgte en vare ved at omgås sandheden lige så lemfældigt, som politikerne gør med forsyningssikkerhedsafgiften, ville konsekvensen med 100 procents garanti være, at myndighederne skred ind med store bøder til følge for den formastelige. Men når politikerne forsøger at “sælge" en ny afgift over for borgerne med en falsk varebetegnelse, sker der intet. Så er det helt legalt at snyde på vægten. Vildledning af borgerne er blevet en legal politisk disciplin. Hensigten helliger midlet.
Når politikerne forsøger at snyde borgerne ved at benytte falsk varebetegnelse for en ny afgift, er det udtryk for, at “går den, så går den". Politikerne har tydeligvis erkendt, at afgiftsbægeret allerede er fyldt til randen, og de tør ikke sige sandhededen - at de er hamrende ligeglade med miljø og CO2, bare der kommer penge i statskassen.
Debatten om solcelleordningen er også et resultat af et tårnhøjt afgiftstryk på energi - uanset om den er produceret med vedvarende energikilder eller ej. Mistede afgifter for staten bliver i politikernes øjne til “tilskud". Nettomålerordningen har - hverken nu eller tidligere - intet med “tilskud" at gøre. Blot at solcelleejerne sælger deres strøm til det samme, som de selv giver for den, og at energiselskaberne i dagtimerne - når solen skinner - sparer på egen energiproduktion, fordi nogle private boligejere producerer den strøm, som energiselskaberne kan sælge videre.
Desværre må det nok konstateres, at politikerne har held med det. Borgerne har givet op og trækker på skuldrene over nye skatter og afgifter. Resultatet er, at borgerne reagerer med “civil ulydighed/selvtægt" - de bruger/udfører sort arbejde.
