Forhandlinger er brudt sammen
Blå blok vil ikke gøre det dyrere for vandsektoren og forbrugerne, og dermed er forhandlingerne om en ny vandsektorlov brudt sammen
Ifølge partierne er regeringens udspil om en mulig milliardregning til vandværkerne for dårligt og vil medføre alt for meget bureaukrati og alt for mange omkostninger for de private vandværker, som så sender regningen videre til forbrugerne.
- Vi vil selvsagt gerne effektivisere, men vi stod for langt fra hinanden i forhandlingerne. Vi mener i modsætning til regeringen, at man bør fritage alle vandværker op til 600.000 kbm vand fra loven, så de undgår for meget bureaukrati og unødvendige omkostninger. Vi vil ikke være med til at gøre det dyrere at drive virksomhed og dyrere at være dansker, siger Venstres medlem af miljøudvalget, Hans Chr. Thoning.
Helt uspiseligt
Også Dansk Folkeparti er utilfreds med, at regeringen ikke har været villig til at finde en acceptabel løsning på den store skatteregning, der vil ramme selskaberne og dermed forbrugerne.
- Dansk Folkeparti vil under ingen omstændigheder være med til at sende en ekstraregning på op mod fire mia. kroner videre til forbrugerne. Desværre har miljøminister Kirsten Brosbøl ((S) - red.) vist sig ikke at være fremkommelig i det lange forhandlingsforløb, som vi har haft, og vi er ikke kommet en fornuftig og rimelig løsning nærmere, siger miljøordfører Pia Adelsteen.
Omtrent samme toner, lyder fra Det Konservative Folkepartis miljøordfører, Daniel Rugholm.
- For os er det helt uspiseligt, at landets vandværker kan risikere at sende en ekstraregning på 500-900 kroner for det årlige vandforbrug ud til forbrugerne, siger han.
En rapport fra april udarbejdet af revisions- og rådgivningsfirmaet Deloitte viste, at der kan hentes op mod 1,3 mia. kroner ud af de omkring 14 mia. kroner, som vandselskaberne samlet omsætter for, hvis sektoren effektiviseres.
Som en del af vækstpakken besluttede regeringen derfor at effektivisere vandsektoren.
Planen er, at prisen skal holdes i skak, samtidig med, at der fortsat bliver råd til, at vandselskaberne kan investere i for eksempel klimatilpasning og ny teknologi. Den nuværende vandsektorlov er en del af et forlig bestående af alle partier i Folketinget med undtagelse af Liberal Alliance.