23948sdkhjf

Rudersdal afsætter flere millioner til vejene

Rudersdal Kommune fremrykker vejvedligeholdelse for fem mio. kroner. Lave asfaltpriser kommer cyklister og bilister i Rudersdal til gode
Lave priser på asfalt får nu Rudersdal Kommune i Nordsjælland til at fremrykke vedligeholdelsen af kommunens veje.

Fem mio. kroner ryger der af sted til vejvedligeholdelsen, skriver Rudersdal Avis.

Det er de lave asfaltpriser, der får Rudersdal Kommune til at fremrykke en række opgaver, så huller og revner i vejene bliver lappet.

Med de fem mio. kroner fra næste års budget er kommunens vejbudget i 2012 på i alt 11 mio. kroner, og det glæder formanden for Teknik- og Miljøudvalget, Jens Ive (V), sig over.

- Der er behov for en kærlig hånd mange steder på vores veje og cykelstier. Samtidig har vi for tiden lave asfaltpriser, og det vil vi gerne udnytte ved at fremrykke næste års arbejder. På den måde får vi mere for pengene og dermed flere kilometer stier og veje sat i stand. Pengene til den ekstra indsats henter vi fra næste års budget. Der er desuden den fordel ved vejreparationer, at vi på den måde kommer yderligere skader på vejbelægningen i forkøbet, siger Jens Ive til Rudersdal Avis.

Klare fordele

Fremrykningen vækker glæde i Asfaltindustrien, for der er klare fordele.

- Kloge kommuner sætter vejen i stand nu. Det er der to fordele ved. Dels er asfalten billig på grund af krisen, dels er det godt købmandskab at vedligeholde i tide i forhold til at lappe på gamle huller. Så kommunerne sparer faktisk penge ved at vedligeholde ordentligt. Penge de kan bruge til serviceforbedringer for børn og gamle eller til at sætte skatten ned siger Anders Hundahl, der er direktør i Asfaltindustrien.

Bedre købmandskab

Generelt vil det dog være bedre købmandskab at højne vejbudgettet i en periode frem for at rykke rundt på pengene.

- Der er dog det problem ved fremrykninger af midler fra et år til et andet, at det ikke klarer hele problemet. Kommunernes veje generelt lider af et vedligeholdelsesefterslæb på op mod 20 mia. kroner, siger Anders Hundahl, der understreger, at han dog ikke kender den konkrete vejkvalitet i Rudersdal.

Han påpeger, at det meget store efterslæb ikke klares ved at rykke rundt på pengene, men ved at bruge flere penge på vejene i en periode.

- Når så vejen er blevet bragt i orden, kan man sætte budgettet ned igen og glæde sig over nye, sikre og mere holdbare veje og over, at man har flere penge i kommunekassen, understreger Anders Hundahl.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.074