Landinspektører udvider i Nordjylland
Landets største landinspektørfirma åbner sin femte afdeling i Jylland
- Åbningen i Aalborg er en naturlig del af vores fokus på at styrke tilstedeværelsen som rådgiver inden for ejendomme, infrastruktur og telesektoren i nærområdet, fortæller afdelingens daglige leder, landinspektør Kasper Svendsen.
Femte afdeling i Jylland
LE34 har gennem de seneste 10 år tiltrukket stadig flere kunder i Jylland, hvor aktiviteterne omfatter afdelinger i Aarhus, Hadsten, Rønde, Randers - og nu Aalborg.
Kasper Svendsen ser frem til at tage udfordringen op:
- Vi har valgt at satse på Aalborg, da vi ser nogle rigtig spændende udviklingsplaner for området, inden for såvel offentligt som privat byggeri, siger Kasper Svendsen.
Solidt lokalkendskab
Kasper Svendsen, der flyttede fra Aalborg i 2005 og senest har været chef for landinspektørfirmaets afdeling i Frederikssund, har sammen med sin hustru og familiens to børn længe ønsket at vende tilbage til Nordjylland.
Nu kan han bruge sit solide lokalkendskab.
- Med Kasper Svendsen som leder er LE34 parat til at løse opgaver inden for rådgivning, landmåling og opmåling for nuværende og fremtidige kunder i Nordjylland, udtaler Jens Madsen, partner i LE34 og ansvarlig for virksomhedens jyske aktiviteter.