23948sdkhjf

Kommunal vej-kvalitet koster flere penge

Ny undersøgelse viser, at kommunerne er meget glade for udlicitering på vejområdet, men den viser også, at det koster ekstra ved funktionsudbud
Kvaliteten er i top, når private virksomheder overtager kommunal vedligeholdelse af veje, men prisen er også oftest højere, når det handler om de såkaldte funktionsudbud, hvor hele servicefunktionen er i udbud.

Det er nogle af fakta, man kan læse ud af en ny undersøgelse, som Udbudsrådet har lavet i forbindelse med 10 udvalgte kommuners forsøg med at sætte opgaver inden for drift og vedligehold i udbud.

Generelt mener Udbudsrådet, at der er tale om besparelser for kommunerne overordnet set i forbindelse med at udbyde opgaver. Besparelserne er dog primært via traditionelle udbud af konkrete serviceopgaver og ikke ved funktionsudbud af hele områder.

Fem af kommunerne har således opnået besparelser på tre procent og opefter på nettoomkostningerne. Én kommune har ifølge Udbudsrådet hentet en besparelse på 28 procent ved at skabe konkurrence om opgaven.

To kommuner oplever en fordyrelse af opgaveløsningen på dette område, og to kommuner kan ikke opgøre de økonomiske effekter af at skabe konkurrence om opgaveløsningen.

Dyrere funktionsudbud

Tallene er anderledes, når det handler om de mere brede opgaver, der hører under funktionsudbud.

Ifølge Udbudsrådet oplever syv ud af 10 kommuner en dyrere opgaveløsning.

Merudgifterne til opgaveløsningen ligger på mellem otte procent og 68 procent af nettodriftsomkostningerne.

Til gengæld oplever otte ud af 10 kommuner, der har anvendt funktionsudbud, en væsentlig forbedring af vejenes belægningsmæssige kvalitet.

Og syv ud af 10 kommuner oplever en stigende brugertilfredshed. Borgerne er glade for vejene.

Det glæder Udbudsrådet formand, tidligere ISS- og SAS-direktør Jørgen Lindegaard, der i en pressemeddelelse, udtaler:

- Vi kan se, at kvaliteten af asfalten på de kommunale veje stiger, når kommunerne bruger funktionsudbud. Der er fokus på resultatet og ikke kun på processen, og det skaber langsigtede løsninger for vejnettet i stedet for midlertidige lappeløsninger.

Og han mener, at funktionsudbud er en rigtig god vej frem. Og en ny vejledning fra Udbudsrådet på dette område kan medvirke til det, udtaler han:

- Jeg håber, at kommunerne med Udbudsrådets nye vejledning i hånden vil lave flere funktionsudbud fremover. Funktionsudbud skaber rum i opgaveløsningen til kvalitetsudvikling og effektivisering, så borgerne får bedre veje for pengene.

Positiv KL

Hos Kommunernes Landsforening (KL) er de også positive over resultaterne fra den nye undersøgelse.

Trods dyrere opgaveløsninger for syv ud af to kommuner på funktionsudbudsområdet.

KL vil ikke forholde sig til, om de enkelte kommuner har betalt for meget i forbindelse med funktionsudbud på vejene, da det er en kompliceret ting at holde kvalitet op mod højere pris.

Men ifølge KL’s chefkonsulent på området, Anders Brøndum, er det vigtigt at være opmærksom på de udfordringer, der knytter sig til funktionsudbud.

- Funktionsudbud kan være en god løsning for mange kommuner og inden for mange områder, og her er vedligeholdelse af veje en af dem. Men det er samtidig en meget kompliceret udbudsform. Og det er vigtigt, at kommunerne er helt skarpe på, hvad det er for en kvalitet, de ønsker, så de ikke lige pludselig står med et højere kvalitetsniveau og en tilsvarende højere pris, siger Anders Brøndum.

Men KL er overordnet enig i Udbudsrådets pressemeddelelses-overskrift; "Udbud er godt for kommunale veje".

- Udbud er ofte et godt redskab til at sikre sig, at opgaverne løses så effektivt som muligt – også inden for vejområdet. Men når vi taler funktionsudbud, er kommunerne ofte lidt mere søgende i forhold til, hvordan udbudsprocessen bedst gennemføres. Derfor er det også godt, at vi får lavet nogle analyser og viderebragt de gode erfaringer, siger Anders Brøndum fra KL.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141