Syltekrukker
Men hvis en østeuropæisk håndværkervirksomhed arbejder i Danmark uden at være registreret i RUT, eller ikke overholder de øvrige regler omkring eksempelvis EUs udstationeringsdirektiv, så sker det uden risiko. Skulle man endelig blive opdaget, udskrives med meget lille sandsynlighed en bøde. Og skulle bøden endelig komme, så kan man trygt undlade at betale den, for myndighederne i ens eget land gør intet for at håndhæve danske krav.
Det er de vilkår, danske byggevirksomheder i dag arbejder under. Det er de vilkår, de skal konkurrere på med østeuropæiske modstandere, der kan være hamrende ligeglade med både EUs og den danske lovgivning mod social dumping.
Foreløbig er indsatsen mod social dumping sendt i en af de sædvanlige politiske "udvalgssyltekrukker", som Folketinget altid benytter sig af, når magtesløsheden breder sig, og politikerne reelt ikke aner, hvad de skal stille op i forhold til et eller andet problem. Så kan de altid forsøge at bilde borgerne ind, at de skam er i gang med en plan, men at opgaven lige skal analyseres i et udvalg.
Undskyld kære politikere og parter på arbejdsmarkedet, at Licitationen gentager budskabet igen og igen. Men vi behøver intet udvalg. Der er behov for handling. Og det er ikke i morgen det er i dag.
Titusinder af østeuropæiske pirater stjæler dag efter dag danske byggearbejderes job ved at arbejde på vilkår, som hverken danske byggearbejdere eller byggevirksomheder kan eller vil konkurrere med.
EU går utroligt meget op i arbejdskraftens frie bevægelighed, og det er alt sammen meget smukt i en verden, hvor de enkelte lande er homogene i forhold til økonomisk politik og sociale vilkår. Men i et EU, hvor der er enorme forskelle i levevilkår, er risikoen for, at velordnede økonomier som den danske med ikke mindst en veludviklet social sektor undergraves, ikke bare stor, den er allerede direkte eksisterende.
Det kunne være interessant at spørge Skat, Arbejdstilsynet, Politiet og fagbevægelsen, hvor store økonomiske ressourcer, der reelt er brug for, hvis indsatsen mod den sociale dumping fra ulovlige østeuropæiske virksomheder skal standses og om EU overhovedet vil lade os yde den nødvendige indsats. På Licitationen er vi fortsat ikke i tvivl om svaret:
- Det er både økonomisk og i forhold til EU-reglerne en umulig mission. Det ved politikerne godt, og derfor er deres svar kun lappeløsninger.