Bygherrer som forandringsagenter
Der var engang, hvor staten havde en klar byggepolitisk mission. I en tid med stor boligmangel fik et særligt Boligministerium ansvaret for at udvikle modeller og støtte nybyggeri af boliger; underforstået så mange og så gode boliger så hurtigt som muligt. Det enestående høje almene boligbyggeri i 1960’erne var et resultat af politikken, som i væsentlig grad bidrog til at udvikle byggeerhvervet – tænk bare på rådgivere, entreprenører og producenter, som deltog i de kolossale elementbyggerier, der kendetegner perioden. Senere kom kvalitetssikringsreformen hvor statslige bygherrer blandt andet skulle stille krav om kvalitetsdokumentation; principper som gennem årene bredte sig til det øvrige byggeri. I tilknytning hertil kom også byggeskadefondenes tilsyn med og forsikring af det almene boligbyggeri. Gode statslige initiativer som gennem krav og engagement har udviklet byggeerhvervet.
Man talte længe om de statslige bygherrer som "forandringsagenter": Tanken var, at staten ved at stille krav til sine leverandører, eller ved at deltage i forsøgs- og udviklingsprojekter, kunne bane vej for en ny og bedre praksis i byggeriet. Langt hen ad vejen virkede det, fordi der var vilje og ressourcer bag.
I nyere tid har staten mere halvhjertet forsøgt, med initiativer som OPP, Partnering, Nøgletal og IKT-bekendtgørelser, at højne kvalitet og produktivitet i et erhverv, som tilsyneladende ikke selv har kraft eller vilje til at udvikle sig. Jeg tillader mig i dag at betragte alle disse givetvis velmente initiativer som fejlskud, idet de reelt ikke har flyttet noget som helst – måske fordi de ikke har været fulgt til dørs af politisk vilje og ressourcer.
Jeg er bekymret for, at den nye Regering med ressortfordelingen i ministerierne ikke vil bidrage til at styrke bygge- og boligpolitikken. Ansvaret for byggepolitikken er tilfældigt fordelt på flere styrelser og ministerier uden en klar politisk dagsorden. Det er selvfølgelig tidligt at dømme, men lad mig så i hvert fald opfordre til, at regeringen meget snart finder sine byggepolitiske ben.
For omkring et halvt år siden hørte jeg den daværende Slots- og Ejendomsstyrelses ledelse tilkendegive, at man nok fremover ikke ville bygge så meget mere selv og derfor ikke påtage sig at sætte nye mål for for eksempel kvalitet i byggeriet. Snarere ville man se sig som indkøber af effektive kvadratmeter til offentlige kontorer. I dag har samme ledelse (nu for "Bygningsstyrelsen") også fået ansvaret for universitetsbyggeriet, som jo traditionelt har været ambitiøst og slået takten an for kvalitet og udvikling. Hvilken rolle vil den nye styrelse indtage?
"Den statslige bygherre som forandringsagent" er ved at forsvinde i historiebøgerne. Byggeerhvervet og byggeriets organisationer må derfor selv sætte dagsordenen og tage nye udviklingsinitiativer. Det vil Danske Ark gerne. Og vi vil gøre det i tæt samarbejde med byggeriets øvrige organisationer og de virksomheder, som vi alle repræsenterer.
