Bliv mester i energi
Ny efteruddannelse for lokale håndværksmestre i Middelfart, Kolding og Fredericia starter til august
40 håndværksmestre i Middelfart og Kolding samt 30 i Odense har inden for det seneste halvandet år efteruddannet sig inden for energi, og på baggrund af efterspørgslen, bliver der nu oprettet et nyt hold for håndværksmestre, der denne gang også dækker Fredericia.
Tilpasset virksomheden
Forløbet rækker over ni eftermiddage frem til d. 14. november. Uddannelsen er tilrettelagt, så den passer til en travl hverdag i de små og mellemstore håndværksvirksomheder, og for mange af håndværksmestrene, der allerede har været et tidligere forløb igennem, har det vist sig at være en vej til vækst eller fastholdelse i krisetider.
-Det har været en kæmpe stor mulighed for udvikling af min forretning, og jeg har på baggrund af det investeret i isoleringsmaskineri. Jeg kan allerede nu mærke, at det har givet en del henvendelser, og det er den spæde start, siger tømrer- og snedkermesterLenni Brødsgaard Kristensen, , som selv har deltaget i tidligere efteruddannelse.
Med på vognen
Det er derfor nu, at håndværksmestrene skal slå til, hvis de vil med på vidensvognen om energi, forretningsudvikling og salg.
Uddannelsen er nemlig ikke et fast tilbud på IBCs kursusliste.
- Der er forskel på, hvor meget gang der er i markedet for energirenovering i Middelfart, Kolding og Fredericia. Men der er ingen tvivl om, at der kan komme endnu mere skub i sagerne, for solceller, efterisolering og energitjek er hotte emner for boligejere i øjeblikket, og det stiller krav til de udøvende håndværksmestre. Derfor er viden om energi en vigtig faktor for håndværksvirksomheder, der gerne vil kunne løfte opgaven, siger Lotte Lindgaard Andersen, som er projektleder i Grøn erhvervsvækst.