23948sdkhjf

Dansk gulvbranche kigger misundeligt mod Sverige

Dansk gulvbranche kan lære af svenskerne, når det gælder kvalitetskontrol
Den danske gulvbranche kigger lidt misundeligt til Sverige, som man mener, vi kan lære en del af, når det gælder kvalitetskontrol af vådrum.

Pudsigt nok hentede svenskerne inspiration fra Danmark, da de for 25 år siden etablerede en vådrumskontrol. Nu er det imidlertid danskerne, der kan hente inspiration fra Sverige.

Det siger Anders Hjorth Jensen, branchechef for den danske gulvbranche, efter at han og 15 andre repræsentanter fra den danske gulvbranche har været på studiebesøg hos deres svenske søsterorganisation.

Ligesom den danske er den svenske vådrumsgaranti bygget op om kvalitetssikring og stikprøvekontroller.

Men den svenske gulvbranche har et meget tæt samarbejde med en række væsentlige aktører blandt bygherrer og bygningsejere.Herigennem har svenskerne indført skærpede udbudskrav om, at vådrumsarbejde skal udføres af godkendte virksomheder.

Derudover stiller forsikringsselskaberne i Sverige krav om, at vådrumsarbejde ikke kan forsikres, med mindre det er en GVK-virksomhed, der udfører arbejdet. Endelig omfatter den svenske kontrolordning vinyl- og flisebelægninger.

- Man kan ikke uden videre sammenligne de svenske og danske forhold i byggeriet, men jeg synes bestemt, at det er interessant, at forsikringsselskaberne rent faktisk spiller en central rolle for at sikre kvaliteten, når der for eksempel skal laves badeværelser. Det er en meget spændende tanke, og noget vi meget gerne også så i Danmark, siger Anders Hjorth Jensen.

Udvikling skal vendes

Man skal dog i første omgang ikke forvente et egentligt initiativ fra dansk side for at få indført krav fra danske forsikringsselskaber.

- Nu vil vi afvente, at SBi (Statens Byggeforskningsinstitut, red.) omkring nytår kommer med en revideret udgave af sine anvisninger og se, hvilke stramninger, der måtte ligger heri. Derefter vil jeg ikke udelukke, at vi skal tage forsikringstråden op, siger branchechefen.

Den danske GVK-ordning er under pres, fordi flere danske bygherrer ikke lever op til deres egne udbuds-krav om, at vinylarbejde i for eksempel baderum og køkkener skal udføres af en GVK-certificeret virksomhed.

- Skal udviklingen vendes kræver det mere opmærksomhed fra bygherrerne om den øgede risiko, de løber ved at fravælge GVK-certificerede virksomheder, samt et øget fokus blandt bygningsejere, bygherrer og ikke mindst forsikringsselskaberne, siger Anders Hjorth Jensen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094