Klar til tjansen i træfagets tjeneste
Ny konsulent skal fortsætte udviklingen af Træsektionen i Dansk Byggeri
René Lund Petersen er uddannet bygningssnedker og bygningskonstruktør og har en baggrund som selvstændig snedker i virksomheden Lund Snedkeri & Design. Da han altid haft en interesse for formidling, har han taget en række kurser på Danmarks Journalisthøjskole under åben uddannelse. Det er en kombination, som han håber, vil kunne være med til at fremme sektionens interesser fremover.
- Med en baggrund som snedker og selvstændig tømrer- snedkermester har jeg på egen krop oplevet, hvilke udfordringer sektionens medlemmer dagligt står over for i hverdagen. Den erfaring er jeg overbevist om er en fordel, som jeg fremover vil kunne drage nytte af i forbindelse med mit arbejde for Træsektionen og de mange projekter, der er sat i gang for at udvikle faget og branchen, siger René Lund Petersen.
Øget kursustilbud
Et af udviklingsområderne er vedvarende energi, hvor Træsektionen arbejder målrettet på at være en aktiv medspiller i forhold til at udbrede kendskabet til solcelleanlæg på taget.
- Dette arbejde er fortsat et højt prioriteret område, som vil fortsætte i 2012 i form af bedre løsninger, der i højere grad tilgodeser besparelser på energiområdet, men også designmæssigt stemmer overens med den eksisterende boligmasses arkitektur, fortæller René Lund Petersen.
Et andet indsatsområde for Træsektionen er vejledning og videreuddannelses af sektionens medlemmer, så de løbende holdes opdateret med den nyeste viden inden for teknik-, overenskomst- og arbejdsmiljøområdet.
I praksis kommer dette blandt andet til udtryk gennem et øget kursustilbud, udarbejdelse af vejledninger for korrekt udførelse og anvendelse af tømrerfagets områder og beskæftigelse, men også via et tæt samarbejde med BYG ERFA og Træinformation, hvor medlemmerne gratis kan hente inspiration og kvalificeret viden.
Hvervekampagne i gang
Internt har Træsektionen taget initiativ til en hvervekampagne, som primært er rettet mod de nystartede tømrervirksomheder og virksomheder, der endnu ikke er en del af sektionen.
- Det er vigtigt for os at sikre, at der kommer nye til både som medlemmer og som aktive i sektionen. Derfor var det positivt at se, at mange af de yngre medarbejdere var mødt op til sektionsgeneralforsamlingen. Det lover godt for fremtiden, siger René Lund Petersen.