23948sdkhjf

Teknikentreprenører skaber ny stor spiller

Wicotec og Kirkebjerg fusionerer til ny stor teknikentreprenør med godt 1.000 ansatte
De kommende år byder på ikke mindst store sygehusudbud og infrastrukturprojekter og for at klare sig i kampen med store udenlandske teknikentreprenører til den tid, fusionerer det Per Aarsleff-ejede Wicotec A/S og det familieejede Kirkebjerg A/S nu til én stor teknikentreprenør under navnet Wicotec-Kirkebjerg A/S.

Det fusionerede selskab får i nærheden af 1.000 ansatte og afdelinger over hele Danmark, men samarbejdet mellem de to er ikke nyt. De har gennem flere år arbejdet sammen i konsortier på blandt andet det nye storslagteri i Horsens og på Operaen i København. Ligeledes havde Wicotec og Kirkebjerg i starten af 1990’erne et fælles tysk selskab.

Derfor lå det også lige for at fusionere de to selskaber, da begge selskaber var på jagt efter fusionsmuligheder.

- Vi har god erfaring med Kirkebjerg, og virksomhederne har en god kemi og samme kultur. I og med at vi har arbejdet sammen i flere projekter og søgt prækvalifikationer sammen, fandt begge selskaber det naturligt at finde sammen, da begge søgte en makker, siger Wicotecs adm. direktør, Bjørn H. Krarup, der bliver øverste direktør i det nye selskab.

Samlede entrepriser

Han lægger dog ikke skjul på, at fusionen sker for at kunne klare sig i kampen mod udenlandske spillere og for i højere grad at kunne tilbyde samlede teknikentrepriser med el, vvs og ventilation, som i stigende grad bliver normen på større nybyggerier i stedet for eksempelvis tre fagentrepriser - ikke mindst på de kommende supersygehuse og infrastrukturprojekter.

- Jeg vil mene, at vi bliver en af største aktører inden for teknikentrepriser, og der kommer til at ske rigtig meget de kommende 10 år med hospitaler og infrastruktur, supplerer Kirkebjergs adm. direktør, Henrik Frandsen, som sammen med broderen Aksel Frandsen fortsætter i ledelsen i det fusionerede selskab.

For begge selskabers vedkommende gælder, at de gennem de seneste år har været præget af den benhårde konkurrence, som hersker på markedet for tek- nikentrepriser, men også den generelle økonomiske krise har ramt Wicotec og Kirkebjerg.

Selskaberne omsatte for henholdsvis 533,2 mio. kroner og 430,7 mio. kroner i regnskabsåret 2010/2011, men det resulterede langt fra i en positiv bundlinje. Wicotec landede et underskud før skat på 14,9 mio. kroner, mens Kirkebjerg kom ud af det seneste regnskabsår med et underskud på 13,5 mio. kroner før skat.

Opnå synergier

Selskaberne betegner det dog som en midlertidig afmatning, og understreger at de igen er i en god gænge. Således forventer de, at overskudsgraden lander på mellem tre og fire procent inden for en kort periode.

- Det skal ske ved, at vi er selektive på de ting, vi byder på, og ligeledes opnår vi synergieffekter ved fusionen. Samtidig komplimenterer virksomhederne hinanden godt. Wicotec har for eksempel ikke sprinkleranlæg - det har Kirkebjerg, mens Wicotec har en decideret anlægsafdeling, som Kirkebjerg ikke har, siger Bjørn H. Krarup, som ikke forventer fyringer i forbindelse med fusionen.

Per Aarsleff A/S får den dominerende aktiepost på 80 procent i det nye selskab Wicotec-Kirkebjerg A/S, mens brødrene Aksel og Henrik Frandsen på henholdsvis 59 og 64 år ejer 20 procent.

Et generationsskifte

Dermed er der også fundet en løsning på generationsskiftet i Kirkebjerg, som man allerede så småt havde i tankerne, da Licitationen - Byggeriets Dagblad besøgte Kirkebjerg for to år siden i forbindelse med virksomhedens 60 års jubilæum.

Henrik Frandsen afviser dog, at det på daværende tidspunkt lå i kortene, at Kirkebjerg skulle fusionere. Og virksomheden havde da også godt kunne fortsætte uden fusionen og klare fremtidens udfordringer på trods af nogle hårde økonomiske år.

- Vi har brugt årene til at opruste og gøre os klar til fremtiden. Men du kan sige, at vi afvikler ikke virksomheden, men udvikler den. Samtidig står vi med en ordrebeholdning, der er meget stor, understreger Henrik Frandsen, uden han vil sætte beløb på.

Fusionen afventer nu konkurrencemyndighedernes godkendelse, så den kan træde formelt i kraft den 1. oktober i år.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079