23948sdkhjf

Asfalt ansigtsløfter broen

Over 3.000 ton asfalt svarende til flere end 100 vognlæs. Munck Gruppen A/S lægger ny asfalt på den sydlige del af Den Nye Lillebæltsbro, og arbejdet kræver sin mand deroppe i højderne, hvor vejrliget spiller en afgørende rolle for tidsplanen
Ingen sommer uden store vejarbejder, og et af de mere omfattende af slagsen udfolder sig på den sydlige del af Den Nye Lillebæltsbro de kommende måneder.

Netop nu bliver broen stribet op i nye vognbaner, og fra mandag morgen 29. april må trafikanterne leve med tre smalle vognbaner fra Fyn mod Jylland og to smalle spor i østlige retning mod normalt tre brede begge veje. Det er dog en vognbane mere mod Jylland end ved sidste års asfaltering af broens nordlige del.

- Desværre oplevede vi, at blot to vognbaner i begge retninger skabte problemer med kapaciteten på Fyn og var medvirkende til alt for mange bagendekollisioner, konstaterer Vejdirektoratets projektleder for den såkaldte Nye Lillebæltsbro fra 1970, Jens Kristian Tuxen.

Han forklarer sidste års utilsigtede kødannelser med tilslutningen fra Jylandsvej på Fyn lige før broen, der skabte mere trafik end ventet, og anlægsarbejdet mellem Nørre Aaby og Middelfart, der faldt sammen med broarbejdet.

- I Vejdirektoratet håber vi nu at undgå en gentagelse ved at skabe mere plads, kommenterer projektleder Jens Kristian Tuxen.

Tonsvis af asfalt

Munck Gruppen A/S med hovedkvarter i Nyborg vandt licitationen på anlægsarbejdet til 13 mio. kroner, og forude venter asfalteringen af en 1440 meter lang strækning fordelt på 1100 meter af broens stålbelægning og 340 meter viaduktfag.

- Vi skal først have fjernet den gamle belægning som alt andet lige stammer fra broens barndom, skrabet og fræset, fortæller afdelingschef og broansvarlig hos Munck Gruppen A/S, Torben Slot.

Virksomheden asfalterer et nyt seks centimeter lag på ståldelen og et 15 centimeter ditto på viaduktfaget svarende til et samlet forbrug på forventet lidt over 3.000 ton asfalt fordelt på fire typer eller flere end 100 vognlæs.

- Bro-asfaltering udmærker sig ved særlige skrappe krav til materialernes kvalitet, udførelse og komprimering, påpeger Torben Slot.

- Og så spiller vejrliget en stor rolle. Det blæser jo ofte på en bro, og bliver vinden for kraftig afbryder vi straks arbejdet af sikkerhedshensyn.

- Regn er en anden stor fjende, der ind imellem udløser grå hår i hovedet, fremhæver den broansvarlige afdelingschef hos Munck Gruppen A/S.

Han forventer, at entreprisen - der også omfatter et hovedeftersyn af pylonerne - beskæftiger i snit 20 mand om dagen. Fra faggrupper som vejarbejdere og ingeniører.

Sikkerhed

Bygherre Vejdirektoratet og udføreren Munck Group A/S opfordrer på det kraftigste trafikanterne til at respektere den midlertidige hastighedsbegrænsing på 80 kilometer i timen over Den Nye Lillebæltsbro.

- På et stykke af den vestfynske motorvej frem til broen gælder der i øjeblikket også en hastighedsbegrænsning på 80. Men jeg oplever gang på gang, at adskillige både last- og personbiler overhaler mig med en hastighed på langt over det tilladte, erfarer projektchef i Vejdirektoratet, Jens Kristian Tuxen.

- Til stor fare for sikkerheden. Man må da håbe, at de nye og skrappere sanktioner med højere bøder og større risiko for at miste kørekortet ved vejarbejder lægger en dæmper på lysten til at bryde færdselsloven.

Det omfattende broarbejde slutter efter planen omkring 1. august.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094