23948sdkhjf

Nye tider for dansk træindustri fra marts

EU’s nye tømmerlov træder i kraft til marts, og det indebærer øgede kontrolforanstaltninger for ikke mindst træimportører og flere sanktioner. Mere administration er blandt andet resultatet
Danske træimportører og forhandlere af træprodukter får en helt anden hverdag efter den 3. marts næste år, når EU’s nye tømmerlov træder i kraft.

I går førstebehandlede Folketinget den lov, der skal implementere den nye tømmerlov. Loven skal sikre, at virksomheder i Danmark samarbejder med myndighederne om at undgå indførsel af ulovligt fældet træ fra ikke mindst lande uden for EU.

Samtidig risikerer byggemarkeder og virksomheder, der bringer ulovligt træ til Danmark, fremover bødestraf eller konfiskation af indtægter samt i værste tilfælde fængsel i op til et år.

Øget overvågning

Naturstyrelsen skønner, at godt 5.500 danske virksomheder under ét bliver omfattet af EU’s nye tømmerlov, og naturligt nok bliver det de danske træimportører og forhandlere af træ, som i første omgang bliver berørt.

For selv om det skønsmæssigt kun er 15 procent af alt det træ, der bruges i EU-landene, som er produceret uden for EU, så skal træimportørerne indføre særlige overvågningssystemer - såkaldt due diligence - der kan minimere risikoen for, at deres træ ikke er produceret ulovligt.

- Hele branchen af træimportører står i forreste række, og den bliver pålagt at indføre due diligence. Så hverdagen efter den 3. marts ændrer sig noget for træimportørerne, for de skal nu kunne dokumentere, at de har gjort deres yderste for at undgå, at det er ulovligt træ, de har importeret, siger direktør Jakob Rygg Klaumann fra Dansk Træforening, der er brancheorganisation for træimportører, agenter og formidlere af træ.

Et skrækscenarie

Importørerne frygter dog, at kontrollen med det importerede træ, svigter i for eksempel de sydeuropæiske lande og baner vejen for ulovligt træ ind i EU-landene.

- Det er jo hele branchens skrækscenarie, at myndighedskontrollen svigter i et eller flere medlemslande. Men det er noget EU er opmærksom på, og det bliver spændende at se efter den 3. marts, hvordan det bliver håndteret, siger Jakob Rygg Klaumann.

Dansk Træforening har siden 2003 været med i hele forløbet omkring den nye tømmerlov. Derfor er der også allerede etableret effektive due dilligence-systemer, som træimportørerne kan benytte sig af.

- Importørerne kan enten selv vælge at have sit eget overvågningssystem eller benytte sig af et fælles system. Og her har Dansk Træforening etableret et system, som bliver stillet til rådighed, siger Jakob Rygg Klaumann.

Særlig overvågning er også igangsat hos de danske trælaster og byggemarkeder, der ligeledes skal kunne dokumentere, at de kun har lovligt træ i deres sortiment.

- Værktøjerne til at håndtere dette er allerede under udarbejdelse, og i vores særlige byggedatabase vil man kunne finde den fornødne dokumentation. Men den nye lov giver da øget administration hos byggemarkeder og trælaster, fordi de nu skal dokumentere og sandsynliggøre, at deres træ er lovligt indført, siger adm. direktør Palle Thomsen fra Trælasthandlerunionen - TUN.

Overdrevet med fængsel

TUN ser dog med en vis skepsis på de nye muligheder for ikke mindst fængselsstraf.

- Selvfølgelig skal vi sørge for, at handlen er ordentlig, og det gør vi også. Men det er at overreagere fuldstændigt og overdrevet at indføre fængselsstraf. Man skulle hellere gøre noget mere for at fremme brugen af træ i stedet for at bruge pisk, siger Palle Thomsen.

Ud over bøder, konfiskation og fængselsstraf rummer den nye tømmerlov også mulighed for at pålægge gebyrer og offentliggøre kontrolresultater, hvis dokumentationen for træ og træprodukter ikke er tilfredsstillende.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094