23948sdkhjf

Kommuner udelukker små firmaer

Håndværksrådet anklager myndigheder for at afvise mindre firmaer, når de byder samlet på store offentlige opgaver
Kommuner og andre offentlige udbydere af større byggeopgaver tør ikke hyre mindre firmaer, selv om de byder i samlet flok, mener Håndværksrådet, der nu opfordrer Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen til at få de offentlige bygherrer til at ændre adfærd.

- Det er vores erfaring, at de mindre firmaer har meget få muligheder for at få del i de større opgaver, selv om de går sammen, simpelthen fordi kommunerne er berøringsangste og konservative i deres valg af firmaer, der skal udføre opgaverne, siger Morten Frihagen, der er jurist og chefkonsulent i Håndværksrådet.

Han reagerer på en artikel i Licitationen, hvor Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen fortalte om deres nye kampagne for at få mindre firmaer til at gå sammen i konsortier og byde på større opgaver.

Kontorchef for center for offentlig-privat samarbejde i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen Line Nørbæk, fortalte om baggrunden for kampagnen.

- For rigtig mange mindre firmaer, er det en tung opgave at byde på diverse udbud, og det har negative konsekvenser for alle. Det går ud over dem selv, da de ikke kommer i nærheden af opgaver, der kan sikre deres egen firmas økonomi og videre udvikling. Og samtidig betyder det også, at der er mindre konkurrence om opgaverne, og det er skidt for både markedet og for prisniveauet, og det rammer også det offentlige, sagde hun.

Myndigheder afviser

Håndværksrådet hilser kampagnen velkommen, men chefkonsulent Morten Frihagen mener, at den helt store forhindring med at få de mindre firmaer i gang med at byde sammen ikke er firmaerne, men myndighederne, der afviser de mindre alt for tidligt.

Han mener, at myndighederne i udbredt grad trænger til hjælp og vejledning i at tage mod de mindre firmaer og konsortier.

- Indgåelse af et konsortium er en krævende proces for de involverede parter, da der er mange forhold, som skal overvejes og afklares, inden man indgår et konsortium. Vejledningen er et godt værktøj til dette, men det afgørende for, at små og mellemstore virksomheder vil bruge tid og ressourcer på at indgå et konsortium er, at de kan se, at der en reel mulighed for at vinde et udbud. Det kan de desværre sjældent i dag, da mange offentlige udbydere ikke udbyder smv-venligt, og er meget famlende over, hvordan man skal gøre det, siger han.

Vejledning på vej

Kontorchef for center for offentlig-privat samarbejde i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Line Nørbæk, kan ikke give Morten Frihagen fra Håndværksrådet ret i, at de ordregivende myndigheder er generelt afvisende over for de små firmaer i forbindelse med større udbud.

Men hun kan godt følge, at der kan være en vis grad af berøringsangst.

- Jeg anerkender, at det kan være en udfordring for de ordregivende myndigheder, hvis de på større opgaver og udbud får tilbud fra mindre virksomheder i et konsortium, da de ikke kender så meget til konsortier. Der kan være nogle, der fristes til at vælge et tilbud fra én leverandør fremfor et konsortium, da det er en relativt ukendt konstruktion, siger Line Nørbæk.

Derfor har Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen da også planer om at informere de ordregivende myndigheder om mindre firmaer og konsortie-muligheden, da det måske kan bane vejen for flere af den type kontrakter.

Styrelsen vil til efteråret udsende en vejledning om netop dette emne til kommuner og regioner.

- Det er i alles interesse, at der kommer flere firmaer af forskellige slags og størrelser i spil, da det i sidste ende handler om at sikre mere konkurrence, så ordregivende myndighed kan sige ja til det mest fordelagtige tilbud på en opgave, siger Line Nørbæk.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078