Andelsboliger i søgelyset hos landets studerende
Der er gode muligheder for at købe andelsbolig lige nu for landets studerende. Men der er faldgruber
Mange af de nye studerende efterspørger boliger i de største byer, og typisk skal boligen have en central beliggenhed. Derfor vil flere og flere formentlig købe en andelsbolig, da hovedparten af andelsboligerne ligger i de største byer.
Udskældt boligtype
Siden 2002 er antallet af andelsboliger på landsplan steget med 36.756 boliger, som svarer til en stigning på godt 22 procent. I København og på Frederiksberg er der lige nu omkring 3.500 ubeboede andelsboliger. I Aarhus er der næsten 200 ubeboede andelsboliger.
- Vi forventer, at mange studerende vil købe en andelsbolig i den kommende tid. Andelsboligen har i de senere år været udskældt i medierne, men langt hovedparten af boligerne ligger i veldrevne andelsboligforeninger. Der er således en række andelsboliger til salg til en fornuftig pris, siger Torben Christensen, der er direktør i Ejendomsforeningen Danmark, som er erhvervsorganisationen for ejere, udlejere og administratorer af fast ejendom.
Sund økonomi
Langt de fleste andelsboligforeninger har en sund økonomi, fordi gældsætningen i andelsboligforeningerne typisk ikke er så høj. Men der er en række forhold, som andelsboligkøberne skal være opmærksomme på.
- Vi anbefaler de boligsøgende at følge vores syv gode råd til kommende andelsboligkøbere. Man bør eksempelvis altid tage kontakt til ejendomsadministratoren i den pågældende andelsboligforening og få en snak om foreningens økonomi og tiltag til vedligeholdelse. Det er også vigtigt at finde ud af, hvordan man hæfter, hvis nu andelsboligforeningen har gæld, siger Torben Christensen.