Byggenyt
På mødet deltog også tre indbudte medlemmer fra kommunens kulturudvalg, og de gav forsamlingen grund til håb om kommunal opbakning.
Arbejdsgruppen bag projektet skal nu samle de mange ideer sammen, og derefter skal der arbejdes videre med et konkret forslag, der kan forelægges byrådspolitikerne.
KOLDING: Hansenberg har trådt på bremsen i forhold til en storstilet udvidelse, der skulle hjælpe med til at hive flere elever ind på skolen, skriver Jydske Vestkysten.
For et år siden besluttede skolens bestyrelse at investere 52 mio. kroner i udvidelsen. Pengene skulle bruges til blandt andet at købe og indrette en naboejendom på C.F. Tietgensvej. I kroner og øre er planerne om at udvide cirka halveret i forhold til de 52 mio. kroner, man havde afsat sidste år. Der indgår dog stadig et 10. klassecenter og et eksperimentarium i udvidelsesplanerne.
BLÅVAND: Familien Slaikjær, der driver både Hvidbjerg Strand Feriepark og den kystnære Blåvand Camping, vil gerne opføre et badehotel. Det fortæller Jydske Vestkysten.
I den forbindelse skal Varde Kommunes planafdeling snart mødes med Naturstyrelsen, især for at drøfte muligheden for at dispensere fra byggehøjden på 8,5 meter.
Kommunen er også ved at forberede en lokalplan for badehotellet. Kommuneplanen tillader, at der bygges godt og vel 5.000 etagekvm, og den maksimale byggehøjde er sat til 8,5 meter.
Ejby: Politikerne i Lejre Kommunes teknik- og miljøudvalg har givet grønt lys til, at der kan laves en lokalplan for opførelsen af en række nye fiskerskure på Ejby Havn, skriver Dagbladet Roskilde.
Det sker i forlængelse af, at Fredningsnævnet endeligt har sagt god for, at der kan opføres skure på havnen med byggefelter lidt over en smal stribe af jord, som er omfattet af fredning.
Der bliver mulighed for at bygge i alt 21 fiskerskure a tre gange tre meter - i alt 189 kvm, som kan erstatte de nuværende mørnede skure, som udgør i alt 124 kvm.
Skurene og en servicebygning placeres henholdsvis nord og syd for havnebassinet. Alle bygninger tænkes udført med træ-facader i oxydrød.
Fredningsnævnet har samtidig udtalt, at opførelsen af de nye fiskerskure på den smalle stribe af fredningsområdet ikke er i strid med fredningens formål.
Helsingør: Arkitektfirmaet Christensen & Co. har i samarbejde med ingeniørfirmaet Moe og landskabsarkitekterne PK3 tegnet vinderforslaget i en arkitektkonkurrencen om en ny administrationsbygning til Forsyning Helsingør.
Byggeriet til 100 mio. kroner er en terningeformet bygning, der skal huse administration, kundecenter, udstillingsbygning, driftsgård og pavillon med genbrugsbutik. skriver Helsingør Dagblad.
Der er dog nu skabt usikkerhed om, hvorvidt Forsyning Helsingør overhovedet får brug for det.
For selskabets nye bestyrelse er nu enige om, at det er selskabets ejer, Helsingør Kommune, som skal tage stilling til, om der skal bygges et helt nyt administrationscenter. Derfor skal det undersøges om, administrationen i stedet kan flytte ind i eksisterende bygninger, eksempelvis det lukkede hospital.