23948sdkhjf

Kun tabere giver op

Blodig og forslået med store huller i tøjet, der nådesløst afslører mødet med den hårde træbane, rejser den 20-årige dansker sig op. Kommer tilbage på cyklen, træder endnu mere indædt i pedalerne og indhenter udbruddet. Belønningen kommer to timer senere efter yderligere en benhård disciplin – GULD!

Hans kommentar:

- Det er sjovere at vinde – kun tabere giver op!

Umiddelbart vil mange nok mene, at der er langt fra idrættens verden og til det liv, der leves ude på arbejdspladserne, men tænk hvis vi kunne overføre idrættens vinderkultur til samfundet som helhed. Tænk hvis danskerne begyndte at leve efter, at det er sjovere at være vinder og vel at mærke var parate til at kæmpe for at blive vindere.

At være vinder er ikke noget, der kommer af sig selv. Det kræver hårdt arbejde. Det kræver viljen til at vinde. Desværre er det ikke ligefrem kvaliteter, der fremmes hverken i samfundet som helhed eller i uddannelsessystemet.

I folkeskolen må ingen være vindere, fordi andre så pr. definition lider nederlag. Børn og unge opdrages til at blive pakket ind i vat og bomuld, og når de så møder modstand, aner de ikke, hvordan de selv skal komme videre. De har jo aldrig været vant til, at deres handlinger har en konsekvens – positiv eller negativ. Sådan skabes ingen vindere – kun tabere.

Der er eksempler på, at når unge på erhvervsskolerne ikke kan komme op om morgenen, hentes de i bil. Det er jo "synd for dem", at de ikke passer deres undervisning. Sådan skabes kun tabere, for ingen erhvervsvirksomhed vil leve med medarbejdere, der har "rygmarv som en regnorm". At nurse de unge, som om de var viljesløse babyer giver dem kun en stakket frist, inden de indhentes af virkelighedens verden.

Har børn og unge ikke lært at tackle modgang, inden de bliver voksne, lærer de det aldrig, og så er vejen til taberrollen ikke lang. Og hvem har så skylden?

De unge, der aldrig har lært at tage ansvar for egne handlinger er ikke i tvivl. De synger den gamle TV2-sang "Det er samfundets skyld"- det falder dem ikke ind, at de selv har et ansvar.

Lad os i stedet sammen vende bøtten. Lad os skabe en dansk vinderkultur. Lad os gøre op med den jantelovs- og tabermentalitet, der er udtrykt "ved jorden at blive det tjener os bedst".

Det er meget sjovere at vinde – eller som Lars Lilholt har udtrykt det:

- Flyv endelig højere end vingerne bær’ – ved jorden at blive det gør dig bare sær. Gå op imod vinden – når det bider i kinden, er du kommet nær…

Så smukt kan det udtrykkes af en ægte troubadur, og den danske cykelrytter på OL-banen viste, at så flot kan ordene udføres i praksis.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079