23948sdkhjf

Nytænkende projekt har lagt sig i front

Rabalder Parken i Roskilde har aktiveret byens borgere i kampen om at få Bæredygtig Beton Prisen 2013
Efter tæt løb i afstemningen om, hvem der skal modtage Bæredygtig Beton Prisen 2013, er feltet nu rykket voldsomt.

Nummer et har nu mere end dobbelt så mange stemmer som den nærmeste konkurrent. Og nummer et skal findes i Roskilde, hvor Rabalder Parken i den nye bydel Musicon fører med 46 procent foran Ungdomsboligerne på Aarhus Havn med 22 procent, mens Siloetten i Løgten og Kompans hovedsæde ved Odense begge må nøjes med 16 procent af stemmerne.

Alle danskere har på hjemmesiden danskbeton.dk mulighed for at stemme om, hvem der skal modtage Bæredygtig Beton Prisen 2013.

Og netop det benyttede Rabalder Parken sig af med en målrettet indsats for at fortælle om nomineringen af den kombinerede skater- og fritidspark, der samtidig fungerer som bassin til opsamling af store mængder regnvand.

- Vi er stolte af vores projekt og stolte over at være blevet nominerede, så vi aktiverede hele netværket omkring byggeriet med entreprenør, planlæggere, kommunens folk og så videre og sendte også pressemeddelelser ud, fortæller Lise Hammershøj, der er kommunikationsansvarlig for Rabalder Parken.

I prisens ånd

Det gav resultat. Fra at have ligget alene i bunden væltede stemmerne ind til Rabalder Parken, der på få dage rykkede forbi alle de øvrige konkurrenter.

Dansk Beton, der uddeler prisen, lykønsker Rabalder Parken med udviklingen:

- Bæredygtig Beton Prisen er en publikumspris, og jo flere man kan overbevise om sit projekt og få til at gå ind på hjemmesiden og stemme, des bedre chancer har man for at vinde. Så jeg kan kun opfordre de øvrige projekter til at følge Rabalder Parkens eksempel, siger René Kjærsgaard-Nielsen, der er formand for Dansk Beton, der er en brancheforening i Dansk Byggeri.

Nummer to rykker også

Også den nuværende nummer to – Ungdomsboligerne på Aarhus Havn – fik et lille løft, da ejeren, boligselskabet Ringgården, skrev om nomineringen i sit nyhedsbrev. Men altså ikke nok til at beholde den hidtidige plads i toppen.

Afstemningen løber frem til marts 2013, og det byggeri, der får flest stemmer, er vinder af Bæredygtig Beton Prisen 2013. Prisen uddeles på Bæredygtig Beton Konferencen, der afholdes den 19. marts 2013 på Kunstakademiets Arkitektskole i København.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11