23948sdkhjf

Lange betalingsfrister presser virksomheder

Fire ud af 10 byggevirksomheder oplever, at deres kunder kræver længere betalingsfrister. Nyt EU-direktiv skal hjælpe virksomhederne
At bankerne i stigende grad strammer kreditskruen over for de små og mellemstore bygge- og anlægsvirksomheder er ikke nogen hemmelighed. Men de selvsamme virksomheder oplever nu også, at deres kunder kræver længere betalingsfrister ud over de typiske 30 dage.

40 procent af byggevirksomhederne mærker således presset mod lidt over 25 procent for tre måneder siden. Det viser en ny undersøgelse fra Håndværksrådet.

Det får nu Håndværksrådet til at foreslå, at der fra politisk hold overvejes flere initiativer, der kan give en lettelse af mindre virksomheders behov for finansiering.

Organisationen foreslår blandt andet lempeligere regler for bankgarantier, så byggevirksomheder ikke skal stille bankgaranti for byggerier under en million kroner.

- Virksomhederne er presset hårdt nok på likviditeten, og derfor ser vi gerne, at der bliver lempeligere regler for bankgarantier, og de små og mellemstore virksomheder ikke også hænger på en bankgaranti ved nybyggerier. Selvom der er nogle lovkrav på området, bør man se på det, siger cheføkonom Jacob Thiel fra Håndværksrådet.

Hurtig afregning

Han er glad for, at der allerede er åbnet en dør i forhold til at give den særlige vækstkaution i forbindelse med, at der stilles arbejdsgarantier.

Men samtidig opfordrer Jacob Thiel til, at de offentlige bygherrer hurtigere betaler for udførte byggearbejder.

- I dag har de offentlige bygherrer helt op til 30 dages betalingsfrist, men hvorfor ikke indføre betaling den første og 15. i måneden. De offentlige bygherrer har en lidt særskilt status, og samfundsmæssigt er det bedre, at de afregner hurtigere, så der kan skabes aktivitet i bygge- og anlægsbranchen, siger Jacob Thiel, der dog godt er klar over, at det offentlige i forvejen ikke er kendt som de hurtigste betalere.

EU vil hjælpe

Der er dog allerede nye regler på vej, der kan hjælpe de mindre bygge- og anlægsvirksomheder med hurtigere at få deres tilgodehavender hjem.

EU har vedtaget et særligt Late Payment-direktiv, der skal hjælpe virksomheder, som kæmper med sene betalinger fra deres kunder.

I øjeblikket foregår et dansk udvalgsarbejde med deltagelse af en række erhvervsorganisationer, som skal rådgive regeringen om, hvordan direktivet bedst omsættes til dansk lov.

Men direktivet sætter, når det bliver lovgivning, en grænse på 60 dage for, hvor længe private virksomheder må vente med at betale deres små og mellemstore leverandører.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094