23948sdkhjf

Banearbejde sat i stå

Blokade kan sprede sig til store dele af jernbaneprojekt
I første omgang er en lille del af arbejdet med at gøre klar til milliardprojektet med nye jernbanespor mellem København og Ringsted sat i stå som følge af en faglig konflikt. I værste fald kan konflikten sprede sig til store dele af anlægsarbejdet, idet der er taget skridt til at etablere sympatikonflikt.

Onsdag middag forlod 12 anlægsarbejdere fra firmaet LM Gruppen deres arbejdsplads på det gamle godsbaneterræn mellem Svanemøllen og Københavns Hovedbanegård. Arbejdet er nu omfattet af faglig blokade, fordi entreprenøren afviser at tegne overenskomst for anlægsarbejderne. Ingen andre fagforeningsmedlemmer må udføre det pågældende arbejde.

LM Gruppen udfører forberedende arbejder til anlæg af de nye spor. Firmaets direktør Søren Knudsen vil ikke indgå i forhandling med 3F Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening.

Han har oplyst, at han tidligst kan mødes med fagforeningen 11. februar.

BJMF har stillet krav om overenskomst. Det sker efter henvendelse fra nogle af fagforeningens medlemmer på arbejdspladsen, som ikke er tilfredse med løn- og ansættelsesforholdene. Det handler om blandt andet manglende overtidsbetaling, manglende søgnehelligdagsbetaling og pension.

- Vi har prøvet at forklare om konsekvenserne af en blokade, men entreprenøren siger, han har god tid og ønsker juridisk bistand, inden han skriver under på noget, siger Mattias Tesfaye, faglig sekretær i BJMF,

Han oplyser, at fagforeningen havde forventet, at Banedanmark som offentlig bygherre havde skubbet på for at få arbejdet overenskomstdækket.

Sagen undersøges

Områdechef i Banedanmark Pia Vivi Steffensen siger til Licitationen - Byggeriets Dagblad, at Banedanmark prøver at gardere sig mod sådanne situationer ved i sine kontrakter med entreprenører at kræve overenskomstlignende forhold.

- Vi kræver ikke direkte overenskomst men forhold, der svarer til overenskomst. Hvorvidt det er tilfældet, ved jeg ikke. Det mener entreprenøren, at han gør, og han har fået til i morgen (i dag torsdag, red.) til at dokumentere det, og så må vi tage den derfra, siger Pia Vivi Steffensen.

BJMF har anmodet de øvrige fagforbund om at iværksætte sympatikonflikt, som vil indebære, at også andre entreprenører på den pågældende banestrækning skal stoppe arbejdet. Direktør i LM Gruppen Søren Knudsen ønsker ikke at udtale sig om situationen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109