Ventilationsbranchen sporer optimisme
Moderne byggeopgaver stiller større krav til ventilations- og klimaløsninger. Derfor er der stor optimisme at spore i branchen, der entydigt oplever, at deres del af opgaven fylder mere og mere
Det er de tre hovedårsager til, at der er optimisme i ventilationsbranchen på trods af, at hele byggebranchen generelt er præget af hårde tider.
Formand for bestyrelsen i Foreningen af Ventilationsfirmaer, FAV, direktør Kim Jørgen Heide Kronby, forklarer, at ventilationsvirksomheder får større opgaver i forbindelse med byggeopgaver end tidligere og derfor har en større markedsandel end tidligere. Også når byggeriet får større fremgang.
Der er vækst at spore inden for nybyggerier, offentlige byggerier og indenfor renoveringsopgaver. På renoveringsopgaver hænger det sammen med et fokus på energioptimering af de eksisterende installationer, men vi er også godt hjulpet af, at der heldigvis er kommet en række krav til ventilationsløsninger især fra Bygningsreglementet og brandnormen der er vinden med os, siger Kim Jørgen Heide Kronby.
Kamp om kunderne
Han understreger, at der stadig er kamp om at få del i opgaverne i branchen, og det vil der formentlig også være i 2012. Hans optimisme bunder i, at han ser fremadrettet, hvor han forventer, at ventilationsbranchen får en større markedsandel end tidligere.
Hos Glenco, der er en del af Kemp & Lauritzen koncernen, forklarer direktør Kim Kruse, der har ansvaret for entrepriseområdet, at de opgaver, der relaterer sig til ventilationsområdet, fylder mere per opgave i dag, end det gjorde tidligere.
Det er især fordi, folk tænker mere energirigtigt og gerne vil have en løsning fra starten, der fungerer optimalt. Derfor er der større krav til opgaven, hvilket også betyder, at opgaven bliver større, siger Kim Kruse.
Villige til at betale mere
Hos YIT forventer afdelingschef indenfor klima- og ventilationsområdet, Søren Pedersen, at vi skal frem til 2013, før der for alvor er penge at tjene igen. Men allerede nu oplever også han, at virksomheden får en større bid af kagen per opgave.
Der kommer flere energirigtige løsninger generelt, og der er en tendens til, at folk gerne vil bruge flere penge på automatik, der sikrer dem en løsning, der fungerer optimalt og mest energieffektivt, siger Søren Pedersen.
I Installatørernes Brancheorganisation, Tekniq, forklarer teknisk konsulent, Nils Lygaard, at ventilationsområdet længe har været et lidt overset område.
Derfor glæder han sig over, at der er et øget fokus på denne del i især nybyggerier og offentlige byggerier. Han håber dog på, at tendensen og fokusset på energioptimering også vil brede sig mere til renoveringsopgaver og den daglige drift, hvor han mener, der er mange opgaver for virksomhederne at tage fat på.
Så snart man ændrer brugeradfærd i en bygning, så har det betydning for ventilationsanlæggets driftsparametre. Hvis væggene flyttes, eller rummene ikke bliver brugt til de samme ting, så skal man have ændret på indreguleringen af ventilationsanlægget, og det forsømmer mange desværre, ligesom anlæggene sjældent bliver vedligeholdt godt nok. Får vi den del af markedet med også, så ser det rigtig godt ud, siger Nils Lygaard.