23948sdkhjf

Nye regler får konsekvenser

Forvirring om nye regler for kørsel med store maskiner på havnene får nu Aabenraa Kommune til at inddrage virksomhederne i afgrænsningsarbejdet
Efter at blandt andet Licitationen Byggeriets Dagblad kunne afsløre, at Rigspolitiets Færdselsafdeling har stoppet en maskinfører på Aabenraa Havn for at køre med for stort akseltryk og med en maskine, der er for stor til færdsel på offentlig vej, skal der nu gøres noget ved sagen. Problemet har blandt andet været at afgrænse det område, hvor de store maskiner har kunnet færdes uden at komme i karambolage med færdselsloven.

Det er ikke kun havnen i Aabenraa, der har problemet. Det gælder stort set alle havnearealer i Danmark, hvor der losses og lastes skibe, som sker med meget store læssemaskiner for at gøre arbejdet effektivt og hurtigt, så skibene kan komme videre.

Dialog på vej

Således har Aabenraa Kommune nu indset, at der skal dialog til for at finde frem til en løsning for, hvor der må køres med store maskiner og hvor der ikke må. De nye regler får nemlig konsekvenser for brugerne af havne- og terminalområder.

- Jeg erkender at vi godt kunne have gjort det før, for den nye bekendtgørelse kom den 1. juli sidste år, men nu sætter vi altså arbejdet i gang, siger formanden for Teknik & Miljøudvalget i Aabenraa Kommune, Erwin Andresen til Licitationen Byggeriets Dagblad.

Den nye bekendtgørelse kræver en præcis afgrænsning af, hvor kørsel med særlige køretøjer og håndtering af gods må finde sted. Nu får de berørte virksomheder mulighed for at få indflydelse på, hvor havne- og terminalområderne skal afgrænses.

To typer områder

Med reglerne indføres et nyt princip for godshåndtering og kørsel med særlige køretøjer indenfor to typer områder: Henholdsvis afmærkede og åbne havne- og terminalområder.

Hvilke områder, der skal have status af havne- og terminalområde besluttes af politiet i samarbejde med vejmyndigheden. Aabenraa Kommune ønsker at inddrage berørte virksomheder i processen og inviterer derfor til et informationsmøde den 19. januar.

Kan give ændringer

Her vil Syd- og Sønderjyllands Politi gennemgå den nye bekendtgørelse om særlige køretøjer på havne- og terminalområder og der vil blive nedsat arbejdsgrupper, der skal udpege de områder, som skal have status af havne- og terminalområde i henholdsvis Padborg og Tinglev.

- Bekendtgørelsen kan betyde store ændringer for mange virksomheder, og vi har i Teknik- og Miljøudvalget netop godkendt et forslag til proces og samarbejde om, hvordan vi får bekendtgørelsen udmøntet i Aabenraa Kommune. Derfor håber jeg, at mange vil benytte lejligheden til at få mere at vide om de nye regler. Samtidig vil vi gerne give virksomhederne mulighed for at bidrage med konkrete forslag til, hvordan vi bedst muligt sikrer erhvervets interesser i forbindelse med den nye lovgivning, siger Erwin Andresen, formand for Teknik- og Miljøudvalget.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.114