Byggenyt
SKAGEN: Eleverne på Ankermedets Skole og Hedeboskolen i Skagen flytter til sommer sammen i en ny udgave af Ankermedets Skole, som kommer til at hedde Skagen Skole. Skolen skal bygges ud, så den kan huse de mange flere elver, og det er planen, at håndværkerne skal i gang med arbejdet allerede i næste måned.
Der skal blandt andet opføres en tilbygning på cirka 300 kvm, som gør det muligt for skolen at få en samlingssal, som kan rumme alle elever og lærere på én gang.
REGION MIDTJYLLAND
Ålbæk: Limfjords Camping i Ålbæk får en ferieby med 120 fritidshuse som nabo, hvis det lykkes tre lokale virksomheder at realisere en stor, ambitiøs plan, skriver Skive Folkeblad.
Bag planen står Krejbjerg Tømrerfirma A/S og Vejby El & VVS A/S samt Bisgaard Holding ApS, der ejes af gårdejer og byrådsmedlem Arne Bisgaard i Rødding.
Der lægges op til etablering af helt op til 200 huse, hvis der er basis for det, men foreløbig ser det ikke ud til, at selskabets plan om 120 huse kan realiseres. Skives kommuneplan åbner kun op for arealreservation til et feriehotel og ferieby med 40 lejligheder i det område i Ålbæk, som er udset til projektet.
Arkitektfirmaet Andreas Ravn i Balling har tegnet forslag til de påtænkte boliger, som ifølge oplægget skal opføres i mindre klynger på seks-tolv boliger. Projektgruppen har bedt om et møde med kommunen for at drøfte planen.
HERNING: Byplanudvalget i Herning Kommune har givet tilladelse til, at der kan laves en lokalplan, der giver mulighed for opførelse af en ny McDonalds restaurant, et Jem & Fix byggevaremarked og en Haahr benzinstation på Åvænget i det østlige Herning.
Det er Herning-firmaet Projektas A/S, der har planer om at udbygge området ved Åvænget, skriver Herning Folkeblad.
REGION HOVEDSTADEN
SNEKKERSTEN: Konsortiet bag et nyt Borupgårdcenter tæller nu også Polyform Arkitekter, skriver Helsingør Dagblad.
Polyform står bag flere af de større uderums-projekter i København, som for eksempel de omfattende renoveringer af Købmagergade, Vartov og Hauser Plads og de nye bydele på Nordhavn og Carlsberg, og arkitektfirmaet kan nu præsentere en vision for Borupgårdcentres uderum.
Bag planerne for et nyt Borupgårdcenter står Fredensborggruppen, der har udviklet planerne sammen med TK Development.
Helsingør Byråd besluttede forleden, at de store planer for Borupgårdcentret skal igennem to store høringsprocesser. Det betyder, at hele projektet med den række af uløste spørgsmål, der fortsat er, nu sendes ud til en forhøring blandt borgerne.
Det er primært spørgsmål om bygningshøjden og problemer med at få plads til tilstrækkelig mange parkeringspladser, kommunen ønsker at høre borgerne om.