Klimadebat i erhvervslivet
Men der er egentligt ikke noget at sige til det, for klimaet i erhvervslivet er blevet forsømt, og det straffer os nu. Det kan godt være at skiftende regeringer har forsøgt at lette nogle byrder, og med nogle fine ord har forsøgt at forbedre erhvervslivets “rammebetingelser" men vægten i den praktiske politik har været et helt andet sted, nemlig at stramme skatte- og afgiftskruen, og samtidig vende det blinde øje til, at den offentlige sektor er vokset helt ud i det ublu, med behov for endnu større skatter og afgifter for at betale hele det store cirkus.
Når man så samtidig vælger at tage de incitamenter væk, som egentligt kunne gøre en - måske ikke voldsom - men dog en forskel, så er det sådan set til at forstå, at erhvervslivet mister pusten lidt.
Vi er ganske vist ramt af en international krise, men det betyder ikke, at vi skal sætte vores konkurrenceevne over styr.
Derimod skal vi tage handsken op og konkurrere, men det er virkeligt på tide, at politikerne lytter. Som situationen er nu, så er skatte- og afgiftspresset på virksomhederne så stort, som det aldrig har været før, og det er en nærmest skræmmende udvikling, vi har set hen over de sidste ti år.
Set i det lys, er det måske ikke så svært at forstå, at beskæftigelsen ikke bliver bedre, for vi er nødt til at se os selv i et internationalt lys, når vi taler erhvervsklima. Derfor er der al mulig grund til at lette de administrative byrder fra EU for de virksomheder, der er i vækstalderen. Det kan da godt være, at grænsen ikke skal gå ved 250 medarbejdere, men der er ingen tvivl om, at det vil lette meget, hvis en række af disse begrænsninger fjernes. Der bruges i danske virksomheder temmelig mange penge på at rette til, hver gang der kommer nye regler fra Bruxelles.
Det vigtige er imidlertid, at vore landspolitikere igen sætter fokus på det centrale, nemlig vækst.
