Nyt klimacenter tiltrækker boligejere
Brdr. Dahls nye klimacenter i Næstved har hurtigt fået succes. Tidligere elev bliver leder af center
Mange bruger klimacentret til at hente inspiration både i forhold til nybyggeri og ombygningsprojekter.
Energirigtige løsninger er nemlig populære, men for det store flertal er mulighederne, og hvordan de enkelte løsninger egentlig fungerer, svære at overskue.
- Hvor meget larmer en varmepumpe, og hvor højt lyder 45 db den type spørgsmål får vi mange af. De tekniske specifikationer er abstrakte for menigmand, og derfor er mange glade for at kunne komme ud til os og se de forskellige løsninger i drift. Vi er jo et levende showroom, som får strøm og energi fra de installerede solcelleanlæg, biokedler og jordvarmeanlæg, siger Brian Frederiksen, der er nyudnævnt chef for klimacentret.
Mange kunder kommer i teknikrummet, hvor man kan se, hvor meget de enkelte anlæg producerer og bidrager med i det samlede energiregnskab for centret.
- Solcellerne på taget er et andet trækplaster. Der er en utrolig stor interesse for solceller, og vi sælger rigtig mange anlæg på landsplan, siger Brian Frederiksen.
Tilbage til byen
Han er netop blevet udnævnt til ny leder af klimacentret, som er det andet i Danmark, efter Brdr. Dahl åbnede det første i Horsens i november 2009.
Det er samtidig en tilbagevenden til både byen og virksomheden, hvor Brian Frederiksen er udlært. Nu med knap 20 års erfaring fra branchen og mange visioner for energirigtigt byggeri.
Han er udlært i Brødrene Dahl i Næstved og har været i VVS-grossistbranchen siden 1994. De seneste to år har Brian Frederiksen arbejdet dedikeret med alternativ energi, og det er her hjertet for alvor banker. Derfor var det oplagt at slå til, da han blev tilbudt stillingen som chef for Brødrene Dahls nye klimacenter.
- Det er klimadelen, jeg brænder for. Jeg har altid gerne villet tilbage til den markedsledende grossist, og nu var tidspunktet det rigtige, siger Brian Frederiksen.
Uddanne installatører
Karrieren omfatter desuden lederstillinger hos flere andre aktører i branchen altid med VVS-installatørerne som omdrejningspunkt.
- VVS-installatørerne spiller en afgørende rolle for, at Danmark udvikler sig som bæredygtig nation. Klimaløsningerne skal installeres af fagfolk, som er uddannet til det. Et af hovedformålene med klimacentret er netop at uddanne VVS-installatørerne, så de får de rette kompetencer til at rådgive om og installere energioptimerede løsninger.
Brødrene Dahls første klimacenter i Horsens har allerede uddannet over 500 klimainstallatører, og målet er at nå samme niveau i Næstved.