23948sdkhjf

Byggenyt

REGION NORDJYLLLAND

FLAUENSKJOLD: På et idémøde i Flauenskjold Hallens cafeteria blev der forleden fremlagt oplæg til planer for den tilbygning og omfordeling af aktiviteterne, som man har drøftet i længere tid, skriver Nordjyske Stiftstidende.

Der er udarbejdet et projekt omfattende en tilbygning mod nord indeholdende motionscenter, spinningrum og depot samt en tilbygning mod øst til cafeteriet, som sammenbygges med klubhuset. Sidstnævnte vil danne mulighed for et café-område i den nordlige ende af cafeteriet.

Den samlede pris for projektet anslås til 6,8 mio. kroner. Hallen kan selv indskyde 1,1 mio. kroner, og fra fonde regner man med yderligere en mio. kroner. Det resterende beløb, 4,6 mio. kroner, ønsker man at optage som lån med kommunegaranti.

Haludvidelsen er tegnet af plusArkitekterne.

REGION MIDTJYLLAND

HERNING: Et storstilet projekt med at oprette et sundhedshus i Herning ser nu dagens lys, skriver Herning Folkeblad.

Initiativtager til projektet er Jeppe Østergaard, der tidligere har haft lægepraksis i Herning, og Kjeld Jørgensen, der stiftede tøjvirksomheden Kello. Det er da også det tidligere hovedsæde for Kello i Lind, der skal huse sundhedshuset.

Indtil videre er det planen at udnytte de 3.500 kvm, som Kello-bygningen er på i dag, men der er mulighed for at bygge ud.

C.C. Contractor, har lavet skitser til nyindretningen af bygningerne, og der lægges blandt andet op til, at der skal indrettes en træningssal i bygningen.

Det er planen, at det første af sundhedshusets aktører flytter ind allerede omkring 1. maj i år.

REGION SYDDANMARK

BILLUND: Billund Kommune har meddelt landzonetilladelse til, at der på ejendommen Rugbjergvej 43 i Hejnsvig kan udstykkes en grund på cirka 1,6 hektar og opføres en ny bolig på 635 kvm, en ny garage/mandskabs- og velfærdsrum på 335 kvm og et nyt maskinhus/værksted på 335 kvm.

Landzonetilladelsen meddeles med vilkår om, at den gamle bebyggelse er fjernet senest et år efter den nye bebyggelse er opført.

REGION SJÆLLAND

NÆSTVED: Næstved Kommune har givet landzonetilladelse til opførelse af musikhytte på Rønnebæksholm 1.

Myndigheder, foreninger og private, der har en væsentlig interesse i afgørelserne, kan klage til Natur- og Miljøklagenævnet frem til 11. februar.

HOLBÆK: Holbæk Kommune har fremlagt et forslag til lokalplan for et boligområde ved Høbjærggård i Tølløse Syd til offentlig høring i otte uger.

Forslaget åbner mulighed for at opføre minimum 121 boliger, herunder mindst 92 åben/lav-boliger og mindst 29 tæt/lav-boliger.

Lokalplanområdet indeholder flere naturbeskyttede områder, og et vigtigt formål med planforslaget er at sikre de landskabelige kvaliteter ved at udlægge store grønne områder mellem boligerne.

Forslaget er i høring frem til 10. marts.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079