Det kan gøres bedre
Men der er også grund til at understrege, at det kun bør være det første skridt mod en langt større reform af ikke bare indkomstskatten, men den offentlige sektor som helhed. Det er simpelthen nødvendigt i fremtiden at sikre en langt større gevinst ved at arbejde. Ikke alene for de høje indkomster, men så sandelig også de lave. Det er i fremtiden nødvendigt at sikre, at danske virksomheder ikke via et grådigt skattesystem på forhånd er handicappet i kampen for at sikre sig opgaver, tjenesteydelser og varer på de internationale markeder. Det kræver både lavere personskatter og lavere virksomhedsspecifikke skatter.
Skal det ske, er det nødvendigt med et opgør med den offentlige sektor, som den ser ud i dag. Med et forbrug på over 1.000 mia. kroner årligt, ville det ikke være for meget forlangt at stille et krav om en reduktion på bare 10 procent. 10 procent lyder ikke af meget, men det er 100 mia. kroner.
For det første skal det største monopolforetagende i Danmark, den offentlige sektor, udsættes for langt mere konkurrence. Der er ingen grænser for forargelsen over manglende konkurrence, når det gælder den private sektor. Men hvad med konkurrencen i det offentlige system?
Der er også taget fat på reguleringen af overførselsindkomsterne, men det er ikke nok. Overførselsindkomsterne bør fastlægges på nuværende nominelle niveau og dermed fremover kun stige med højst pristallet, dog aldrig mere end lønstigningerne.
Sidst, men ikke mindst, kan der gennemføres en gennemgående effektivisering af den offentlige sektor som helhed, en effektivisering der også bør omfatte fuld arbejdstid for de over 600.000 ansatte, der i dag har betalt frokostpause.
Der skal slagtes hellige politiske køer for at det kan lade sig gøre, men de første skridt mod en holdningsændring fra, at "det er samfundets skyld", til at "den enkelte har et ansvar for eget liv", er taget. Ingen danskere ønsker et samfund, hvor de, der har mest brug for hjælp, skal lide unødigt.
Men et samfund, hvor 850.000 borgere i den arbejdsdygtige alder, svarende til godt og vel 15 procent, lever af offentlig forsørgelse. Det må vi kunne gøre bedre.
