23948sdkhjf

Byggeriet udelukket fra reguleringsudvalg

Tekniq og Dansk Byggeri er stærkt utilfredse med ikke at være indbudt til et udvalg, der skal vurdere reguleringen af el-sektoren
Regeringen har totalt forbigået byggeriets organisationer i et netop nedsat udvalg, der skal kigge på en regulering af hele el-sektoren, og det møder nu heftig kritik fra Tekniq, Dansk Byggeri, Foreningen af Rådgivende Ingeniører og Danske Arkitektvirksomheder.

Organisationerne har netop i en fælles skrivelse til klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard (R) gjort opmærksom på problemet.

Regeringen har besluttet at nedsætte udvalget, der skal foretage et "dybdegående eftersyn af elforsyningssektoren og reguleringen af denne for at sikre, at reguleringen fremadrettet understøtter energiaftalens målsætninger og samtidig sikrer realisering af effektiviseringsgevinster i elsektoren".

Det skal blandt andet analyseres, om reguleringen understøtter en effektiv konkurrence i elmarkedet, samtidig med at den nødvendige forbrugerbeskyttelse sikres.

Teknisk chef i Tekniq Christian Jarby mener, at blandt andet de nye forretningsområder, som elselskaberne har fået i de senere år, nødvendiggør, at byggeriets organisationer får en rolle i udvalgsarbejdet.

- Vi er først blevet bekendt med udvalgsarbejdet for nylig, og derfor reagerer vi også hurtigt. Rammerne for elselskabernes virksomhed er ændret markant de seneste 11-12 år. Liberaliseringen af markedet har lavet helt nye rammer for elselskaberne, som har lavet sideordnede virksomheder, som er direkte konkurrenter med de fire aktørers (byggeriets organisationer, red.) medlemmer. Derfor bør vi også være repræsenteret i udvalget, understreger Christian Jarby over for Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Relevans

"Udvalget for reguleringseftersynet" sammensættes af en uafhængig formand og næstformand, der begge udpeges af klima-, energi og bygningsminister Martin Lidegaard, som ligeledes udpeger op til tre sagkyndige med særlige kompetencer inden for fagområder af relevans for udvalgets arbejde.

Dertil kommer cirka 10 udvalgsmedlemmer, som ministeren udpeger efter indstilling fra Dansk Energi, Foreningen for Slutbrugere af Energi, DI, Dansk Erhverv, Landbrug & Fødevarer, Danmarks Vindmølleforening, Forbrugerrådet og Kommunernes Landsforening. Desuden vil OVE, Det økologiske Råd, WWF, Danmarks Naturfredningsforening og Greenpeace få mulighed for i fællesskab at indstille til to pladser i udvalget.

Udvalget skal afslutte sit arbejde i 2014.

Byggebranchen uden for

Men det er helt galt, påpeger de fire byggeorganisationer i deres skrivelse til Martin Lidegaard.

- Byggebranchen bør være repræsenteret i udvalget, da blandt andet konkurrenceudsættelse af netselskabernes opgaver og energispare-indsatsen er af stor betydning for vores medlemmer og deres forretningsmuligheder. Set i lyset af, at energiselskabernes energispareindsats med den nye energiaftale skal fordobles i de kommende år, og at den fremtidige energispareindsats vil fokusere på at nedbringe energiforbruget i bygninger, mener vi, at det er yderst relevant, at byggebranchen tager del i udvalgets arbejde, hedder det i henvendelsen til ministeren fra organisationerne, der opfordrer Martin Lidegaard til at genoverveje udvalgets sammensætning.

Licitationen - Byggeriets Dagblad har bedt klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard, der er i Rio de Janeiro til klimatopmøde, om en kommentar, men vi har fra ministeriet fået at vide, at "ministeren har endnu ikke sendt et svar retur" (til organisationerne, red.)

- Ministeren kan ikke give svar offentligt på et brev, der ikke er besvaret til afsender endnu, hedder det fra Klima-, Energi- og Bygningsministeriet.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094