23948sdkhjf

Lille maskinimport i fremdrift

Daugbjerg Maskinimport er et lille firma, med stort potentiale. Hyundai-importen er med til at understrege, at man mener det alvorligt
Peter Daugbjerg. Dét navn kender stort set alle i entreprenørmaskinesektoren, og for en dels vedkommende også i landbruget. For Peter Daugbjerg har været over det hele, og skal man tro ham selv, så vil han også være det i lang tid fremover.

Vi traf ham i denne omgang først på dyrskuet i Roskilde, og siden på dyrskuet i Odense, hvor han var fremme med sin trailer og sine Hyundai maskiner, samt de øvrige mærker, han har med at gøre. Ind imellem var han også repræsenteret på den lille Grøn Fagmesse i Brovst i Nordjylland, så traileren har haft travlt med at nå det hele i den sidste tid.

Vi skal vise frem

- Vi skal vise tingene frem, ja vi skal, siger han med et bredt grin, som han også associeres med.

- Jeg vil ikke klage mig, men det har sgu da været et par stramme år. Alligevel har vi da fået nogle maskiner ud at køre, og med hensyn til Hyundai, er det jo et stort mærke, som vi skal have oparbejdet. Men jeg må sige at jeg er overrasket. Vi har solgt 18 maskiner indtil nu i år, og vi er således på nuværende tidspunkt langt over det budget, vi havde sat for det første år. Det er jeg ikke helt utilfreds med, siger han over en kop kaffe på standen i Odense.

Kendt med store mærker

Peter Daugbjerg har erfaringen med at sælge store mærker ind i markedet.

Han var med, da Scantruck kørte Case maskinerne ind. Han var med, da samme firma kørte Manitou ind, og som endte med at blive et af de mest solgte teleskoplæssermærker på markedet. Siden blev det til skilsmisse mellem Scantruck og Peter Daugbjerg, som siden solgte de italienske MultiOne maskiner.

Det var der imidlertid for mange problemer med, og Peter har hele tiden haft lyst til at sælge et større brand.

- Vi er et lille firma, og vi skal kunne holde til det. Derfor kører vi stille og roligt i lavt gear, indtil vi har fat, og får så noget volumen ind. Så begynder det at køre, siger han til Licitationen.

- Vi arbejder med at opbygge et forhandlernet, og du må meget gerne skrive, at vi faktisk søger en forhandler på Sjælland. Dér skal vi være stærkere, og Hyundai er gode maskiner, så det burde kunne løses, siger han med henvisning til, at den resterende del af landet er ved at være på plads.

Stærkt samarbejde

- Vi har ikke selv servicefaciliteter, men samarbejder med stærkt professionelle folk, som hurtigt og effektivt klarer eventuelle problemer, tilføjer han.

Mens vi taler, går vi over mod en lille Hyundai gravemaskine R16-9, en 1,6 tonner med noget helt nyt, nemlig et powertilt på skovlen som standard.

- Vi har dette, for at gøre maskinen mere anvendelig i flere situationer, siger han og tilføjer at tiltsystemet er lukket, og derfor ikke kræver det store vedligehold. Men det betyder rigtigt meget, at man kan tilte en afretterskovl, så man kan slutte et arbejdet pænt af - og det er altså standard, siger han.

Ved siden af står nogle motorbører, og de er med til at skabe omsætning i firmaet Peter Daugbjerg.

- Udlejningsfirmaet Delpin har netop købt en mindre sending af dem, fordi de udmærker sig ved at kunne løfte op i 1,40 meters højtip også fra siden. Desuden har de store hjul, pendulaksel og et nyudviklet styresystem, som gør det nemt at styre dem, siger han.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095