23948sdkhjf

Nyt klimacenter viser vejen mod 2015

Brødrene Dahls nye klimacenter er bæredygtigt fra a-z
Brødrene Dahls nye klimacenter i Næstved er ifølge dem selv et enestående udstillingsvindue i fremtidens bæredygtige byggeri.

Den 2.600 kvm store bygning er opført fra grunden efter de skrappeste miljøprincipper og har et energiforbrug, der modsvarer de hårde 2015-krav for lavenergibyggeri.

Sidder man i en af de 15.000 biler, der dagligt passerer forbi Brødrene Dahls klimacenter i Næstved, får man et frit kig ind i det spritnye byggeri. Facaden ud mod Ringvejen er lavet af glas, hvilket sammen med alle de kørende anlæg og masser af loftsbelysning normalt ville skabe et meget varmt indeklima. Men både temperaturen og elmåleren holdes på et behageligt lavt niveau.

- I modsætning til vores klimacenter i Horsens, har vi i Næstved bygget fra grunden og dermed haft rig mulighed for at benytte nogle af de nyeste teknologier. Vi har gjort os umage med at tænke alle de grønne muligheder ind, så det nye klimacenter både er en udstilling af klimavenlige løsninger og en showcase i fremtidens byggeri, siger Allan Kristiansen, Facility Manager i Brødrene Dahl.

Leverandører inden for byggeriet har bidraget til klimacentret med klimavenlige løsninger og ekspertise. Alt glas i bygningen er baseret på glasteknologi fra Saint-Gobain, som lukker solens lys ind, men holder varmen ude. Solindtrængningen i de store glaspartier er helt nede på 38 procent.

Største LED-installation

Også lyd og lys har været under luppen. En loftsløsning sikrer en behagelig akustik i de tre store forretninger i huset.

Brødrene Dahl har samarbejdet med Philips om LED-belysningen. Alt lys både inde og ude er LED. Klimacentret er den første bygning i den størrelse herhjemme, der kun oplyses af LED. Det bidrager både til store besparelser på elregningen, ligesom LED-belysning ikke genererer uhensigtsmæssig varme i samme omfang som konventionelle lyskilder.

-Bygningen opvarmes af tre forskellige typer jordvarme. Den traditionelle horisontale jordvarme, den svenske metode, hvor du borer 100-200 meter ned i jorden, og coaxial jordvarme, hvor du borer 30-40 meter ned i jorden i en forgrening. Elektriciteten får vi fra 250 kvm solceller på taget, siger Allan Kristiansen.

Det varme vand sørger en solfanger på facaden for.

Alle installationer og forbrug styres i et 70 kvm teknikrum, som er åbent for publikum. Her kan man få en fornemmelse af, hvordan man styrer de forskellige anlæg og se, hvor meget de hver især bidrager med.

Hus i huset

Inde i klimacentret har Brødrene Dahl opført et mindre hus, der i den ene halvdel er opbygget som et typisk typehus fra 70’erne med de energiforbedringer, man kan installere for at spare på energiforbruget. Den anden halvdel er et nyt hus med de nyeste klimainstallationer.

-Rigtig mange bor i boliger fra 70’erne og før, men de nye teknologier vises altid i nybyggerier. Vi vil gerne vise, hvordan man kan optimere energiforbruget i ældre byggeri. Man kan faktisk gøre en hel del og hente både kontante og miljømæssige gevinster hjem, siger Allan Kristiansen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.752