23948sdkhjf

Solcelleanlæg er en bombe under statskassen

Frie Elforbrugere advarer om, at hvert eneste solcelleanlæg koster statskassen næsten 14.000 kroner i tabte afgifter årligt
Antallet af solfangeranlæg til produktion af el – maksimalt 6 kW – i danske boliger stiger med eksplosiv hast. Det er ikke mindst den såkaldte "nettomålerordning", der virker attraktiv, fordi den betyder, at elmåleren i den enkelte bolig kører baglæns, når der produceres strøm på tages solcelle.

Nu advarer foreningen "Frie Elforbrugere" i et brev til en række folketingsmedlemmer om, at "Nettomåleordningen kan koste dyrt".

Foreningens formand H. C. Schjerning henviser til, at regeringen selv har bekræftet, at nettomåleordningen giver staten et tab på 1,50 krone pr. kWh, der produceres af vindmøller eller solcelleanlæg med kapacitet på højst 6 kW og med ret til at parkere ubrugt el på netsystemet og at hente en tilsvarende el-mængde tilbage, når det ønskes.

- Svaret bekræfter, at disse anlæg er tilsluttet el-nettet og dermed en nettoafregningsordning, hvor der undgås el-afgifter og moms. Det er et tab for statsfinanserne på 1,50 krone for hver produceret kWh. Forbrugeren får tilsvarende gevinst, der reelt kun er afgiftsbesparelser, forklarer Frie Elforbrugere.

Som vinden blæser

HC Scherning noterer, at "ethvert af disse anlæg kan, uanset om det anvender vind, sol, lys eller anden energi, årligt maksimalt producere 8.760 kWh for hver installeret kW.

- Som det er de fleste bekendt, producerer vindmøller el, som vinden blæser. I 2011 udnyttede landets store vindmøller i gennemsnit produktionskapaciteten rundt regnet 25 procent. Vindmøller med højst 6 kW effekt får mindre gunstige produktionsbetingelser end store møller. Derfor kan de vel kun udnytte kapaciteten 10 til 40 procent eller i gennemsnit cirka 20 procent. Energi produceret på sol/lys celleanlæg sker i forhold til solens og lysets styrke.

Kapacitetsudnyttelsen vil derfor kunne svinge mellem fem og højest 20 procent med et gennemsnitligt udbytte anslået til 15 procent. Vindmøller og solcelleanlæg på 6 kW kan således maksimalt producere 52.560 kWh på et år. Med gennemsnitligt udnyttelsesgrad på 17,5 procent bliver produktionen 9.198 kWh pr. anlæg.

Årligt tab

Med ovennævnte 1,50 krone pr. kWh giver hvert anlæg et årligt tab til statsfinanserne på 13.797 kroner, forklarer Frie Elforbrugeres formand og konstaterer, at med 1.000 anlæg vil staten miste 13.797.000 kroner om året. Ved én million anlæg stiger tabet til 13,8 milliarder kroner.

Ved nytår var kun 2.600 anlæg registreret i Danmark, men allerede først på sommeren var antallet af registrerede anlæg oppe på flere end 11.000, og det er ikke usandsynligt, at dette tal inden året er omme har passeret 25.000 anlæg, ikke mindst på baggrund af en meget stærk reklamekampagne fra såvel store supermarkeder som internetsalg. Det betyder altså ifølge Frie Elforbrugeres beregninger et tab for statskassen i størrelsesordenen 350 millioner kroner om året.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11