Anlægsnyt
BASSIN BRØNDBY: Brøndby Kommune har givet dispensation fra Naturbeskyttelseslovens § 3 til uddybning af et regnvandsbassin på hjørnet af Park Allé og Banemarksvej.
Det er Spildevandscenter Avedøre I/S, der har søgt om tilladelse til uddybning af regnvandsbassinet og om tilladelse til at adskille udløb og indløb, der i dag foregår fra samme bygværk, samt til at etablere en lav stenvold på tværs af bassinet under vandets overflade.
REGION MIDTJYLLAND
TRAFIK GLESBORG: Norddjurs Kommune inviterer til borgermøde den 1. november om "Glesborg by og trafikplan - visioner for fremtidens Glesborg".
På mødet vil Teknik & Drift fremlægge forslag til by- og trafikplan, og borgere får mulighed for at give input til planen.
Planen giver både bud på, hvordan det eksisterende kan forbedres og skitserer diverse nyskabelser.
Byen Glesborg har en meget langstrakt karakter, med en del ældre boligbebyggelse. Vejsystemet i Glesborg er karakteriseret ved den gennemgående Glesborg Bygade med forgreningerne Gammel Rimsøvej og Glesborg Kærvej. Blandt udfordringerne er at få sammenbundet Glesborg torv og bygade, så byen beholder sin identitet og ikke fremstår som "parkeringspladsen på vej til sommerhuset", hedder det i kommunens oplæg til borgermødet.
En opgradering af Glesborg bygade har høj prioritet hos kommunen. Man tænker at etablere to centrale mødesteder på Torvet og Aktivitetspladsen. Også et gadekær indgår i kommunens overvejelser. Et grønt vandelement på torvet kan udover det visuelle også have en fremtidig funktion som regnvandsopsamling.
De står også krydsombygninger på programmet. Blandt andet er oversigtsforholdene i Hemmedvejs tilslutning til Glesborg Bygade problematiske, og det foreslås forbedret ved at trække fortov og vigelinjen på Hemmedsvej frem i krydset. Gammel Rimsøvej og Glesborg Kærvejs tilslutning til Glesborg Bygade i skæve "Y-kryds" giver også dårlige oversigtsforhold og mulighed for for hurtige og for store sving, og her vil man indsnævre krydset.