Sikkerhedshjelmene kom i brug på Kulturnatten
Knap 17.500 mennesker kom tæt på metrobyggeriet i København, da dørene blev åbnet til byggepladsen på Rådhuspladsen
Knap 17.500 mennesker valgte således at lægge vejen forbi metrobyggeriet på Rådhuspladsen i København i løbet af aftenen.
Med forventningsfulde ansigter og iført hvide sikkerhedshjelme fik de mange tusinde mennesker en tur ned under jorden på Rådhuspladsen, hvor de fik et sjældent indblik i byggeriet af hovedstadens nye metrolinje, Cityringen.
De kom ned i den 15 meter dybe skakt, hvor maskinerne graver ud til den kommende metrostation. Det var første gang, at en skakt blev åbnet for offentligheden, og ikke færre end 2.500 gæster benyttede sig af muligheden for at se det underjordiske byggeri på tæt hold.
Tæt på arbejdet
I aftenens anledning var byggepladsen indrettet, så de besøgende kunne komme ind og følge arbejdet på pladsen og tale med metroens ingeniører og fagfolk.
Der var også konkurrencer, uddeling af metrohjelme til børnene og masser af information om det største anlægsbyggeri i København i mere end 400 år.
Udover at besøge byggepladsen, kiggede Kulturnat-gæsterne også forbi metroens stand ved Transportministeriet. Her kunne man få en snak med medarbejdere fra Metroselskabet og blive klogere på, hvordan metrobyggeriet og den kollektive transport binder hovedstadsområdet endnu bedre sammen.
Også udstillingen "På Sporet af Metroen" var populær på Kulturnatten. Udstillingen er udviklet i et samarbejde mellem Metroselskabet og Experimentarium, så skolebørn og andre nysgerrige kan blive klogere på, hvordan man bygger metro 30 meter under en storby.